Familien Dzamail vil helst bo sammen. Så de har slået sig ned i en villa i Nakskov. Ud over bedsteforældrene bor familiens tre sønner, deres koner og i alt 11 børnebørn her.

Vasketøjet blafrer i vinden. Hunden står og gør omme bag den store røde villa, som ligger i udkanten af Nakskov. Og ungerne vrimler omkring benene på os. Kamer Dzamail tager imod os allerede ude ved vejen.
- Kom ind. Kom ind, vinker hun gæstfrit med guldøreringene dinglende mod skuldrene.
Hun ved vi kommer, for vi har været forbi grønsagsforretningen oppe i byen, som hendes ældste søn driver, for at høre, om vi måtte besøge familien. Og han har ringet hjem og sagt, at nu kommer beboerrådgiver Lilli Mollerup på besøg sammen med en journalist og en fotograf. Skønt de som sigøjnere ikke har de bedste erfaringer med pressen, åbner familien alligevel dørene og inviterer os ind i en helt anden verden.
Ud over Kamer er også to af de tre svigerdøtre hjemme. De står smilende med hvert deres spædbarn på armen. Og mens Kamer fører os ind i sin stue, er de i gang ude i køkkenet. I løbet af ingen tid står der drikkevarer, kaffe og kager på det store sofabord, der er flankeret af to kæmpestore bløde sofaer. For enden kværner fjernsynet på serbokroatisk. Og under loftet hænger der et væld af farverige guirlander af gunstige blomster.

Fire lejligheder

Sammen med sin mand Demirana Dzamail er Kamer familiens overhoved. En familie, der ud over bedsteforældreparret, tæller tre voksne sønner, deres koner og ikke mindre end i alt 11 børnebørn.
Familien er kommet til Danmark som bosniske flygtninge fra krigen i det tidligere Jugoslavien. De første år i landet tilbragte de på den flydende flygtningelejr i Københavns havn, Flotel Europa. Efterhånden som de fik opholdstilladelse, blev de sluset ud i almene lejligheder rundt omkring i København. Men som Kamer siger:
- Hvorfor skulle vi sidde i fire forskellige lejligheder, når vi nu helst vil bo sammen?
Derfor varede det ikke længe før familien for tre år siden fandt ud af at købe et fælles hus i Nakskov. Huset er så stort, at det rummer flere selvstændige lejligheder med hvert sit køkken og bad.
I det daglige spiser bedsteforældrene sammen med den ældste søns familie, mens de to andre sønner og deres familier har hver deres lejlighed. Den ene ligger på 1. sal. Den anden i en tilbygning omme bag huset.
- Så selv om vi bor sammen, så har vi stadig hvert vores liv, forklarer Kamer.
Ud over de tre sønner har Kamer og Demirana også to døtre, som begge bor med deres familier i København. Så her har de yderligere fem børnebørn.

Vi er alle mennesker

- Vi er glade for at bo i Danmark. Og vi kan lide danskerne. Det er vigtigt, at have det godt. Og det har vi her, siger Kamer og understreger, at vi jo alle er mennesker. Uanset om vi er sigøjnere eller danskere.
- Man skal selvfølgelig respektere forskellene. I har jeres helligdage og vi har vores. Og vi har hver især vores problemer og glæder. Men mennesker, det er vi alle, siger hun og hendes mand, Demirana, der netop er kommet hjem sammen med en af sønnerne, er enig:
- Ja, det er rigtigt. Vi spiser, fester og holder bryllupper som alle andre, siger han og bliver suppleret af sønnen:
- Danskerne har måske deres egne meninger om sigøjnere. Men vi har rent faktisk ikke noget land. Så vi må tilpasse os forholdene der, hvor vi nu engang er, siger han.
I mellemtiden henter Kamer et indrammet fotografi af familien fra dengang, de boede i Bosnien, og de fem børn endnu ikke var voksne.
- Vi fik ingen billeder med, da vi flygtede. Men en del af familien har boet over 30 år i Tyskland. Og de fandt det her gamle billede af os og fik det forstørret, fortæller hun.

Lærer dansk

Både Kamer og Demirana lægger lige som resten af familien vægt på, at børnene går i skole og i det hele taget lærer dansk.
Fem af børnene er så store, at de går i skole, men fire af dem går i børnehave. Kun de to spædbørn er stadig derhjemme sammen med deres mødre.
- Børnene har da også masser af danske legekammerater, siger Kamer, der selv taler dansk med noget besvær, men som forstår det meste af, hvad man siger.
Familiens største problem er, at Demirana ikke tåler det fugtige klima i Nakskov så godt. Han har pacemaker og lider samtidig af astma og bronkitis.
- Derfor kan det godt være, at han og jeg er nødt til at flytte til København igen, fortæller Kamer, som af samme grund også er bekymret over, at sygehuset i Nakskov lukker flere afdelinger.
- Vi er nervøse for, at de så ikke længere er så gode til at tage sig af min mand, hvis han skal indlægges, siger hun.