“Vi har altid troet på Gud”

Gennem historien er romaerne blevet beskyldt for at være falske pilgrimme, spioner for de muslimske osmannere eller kættere og vantro. Paradoksalt, fordi mange romaer over hele Europa har en meget stærk kristen identitet. Men religiøse spørgsmål splitter også romaerne indbyrdes, ikke mindst i Frankrig, hvor mange er konverteret fra katolicisme til evangelisk kristendom.

Foto: Carsten Fenger-Grøndahl

Og vi, de fremmede, lytter med en vis skepsis. På en måde er der noget fristende enkelt over hans fortælling, og vi lader os suge ind i den. Ser hans smil, som virker ægte, og aner i hans lysende øjne en tro på eget værd, en følelse af at være elsket og høre til. En følelse, som mange af de romaer, vi har mødt – både i Frankrig og andre steder – ikke kender til. Eller kun kender i familiemæssige sammenhænge, ikke i en universel eller blot national kontekst. Men den ældre mand, som vi møder i den sydfranske by Arles, hører til. Hos Gud og i denne pinsekirkemenighed, som udelukkende består af omvendte romaer.

Foto: Carsten Fenger-Grøndahl

Den katolske kirke er da også begyndt at åbne sig mere for romaerne – bl.a. ved at udføre socialt og kirkeligt arbejde i nogle af de forstadskvarterer, hvor der er en høj andel af romaer blandt beboerne. Men generelt har kirken været skeptisk over for romaerne og deres religiøsitet. Og kirken har heller ikke fuldt ud accepteret den helgen, som de katolske romaer opfatter som deres skytshelgen, nemlig Sorte Sara. Hun fejres og tilbedes hvert år i slutningen af maj i den sydfranske by Saintes-Maries-de-la-Mer, og det går ikke stille for sig.

Foto: Carsten Fenger-Grøndahl

Ifølge romaernes egne beretninger var Sara leder af en gruppe omrejsende romaer, som holdt til i Provence omkring år 40. Hun opholdt sig ved Rhone-flodens udløb i Middelhavet, da nogle af de første kristne flygtninge ankom til kysten i en synkefærdig båd, som de havde rejst i hele vejen fra Palæstina. Blandt flygtningene var Maria Magdalene samt Jesu tante Maria Salomé og jomfru Marias kusine Maria Jacobé. De to sidstnævnte har givet navn til Saintes-Maries-de-la-Mer. Sorte Sara så båden ankomme og hjalp passagererne i land ved at brede sin kappe ud over bølgerne. Som tak døbte Maria Salomé og Maria Jacobé Sara og hendes følge. Sådan lyder i hvert fald romaernes version af historien. Andre versioner udnævner Sara til Maria Salomés og Maria Jacobés tjenestepige af egyptisk oprindelse, som valgte at følge dem på flugten fra Palæstina. Om Sara virkelig var roma, er tvivlsomt. Den nyeste historiske forskning daterer romaernes ankomst til Europa til Balkan i 1300-tallet, og de tidligste skriftlige kilder, der beretter om romaerne i Provence, er fra 1400-tallet.

Foto: Carsten Fenger-Grøndahl

Foto: Carsten Fenger-Grøndahl

Processionen vender rundt og bevæger sig tilbage mod kirken fulgt af et flamencoorkester og dusinvis af dansende romaer. Undervejs passerer den delvist opløste procession et åbent telt, hvor popmusikken brager ud af to højttalere. Her fester de unge romaer uanfægtet af pilgrimsfærdens religiøse midtpunkt. Teenagere danser rundt i stramtsiddende modetøj med en øl i den ene hånd og en cigaret i den anden. Tilsyneladende overvåger ingen voksne, om romasamfundets regler overholdes. Traditionelt skal pigerne være jomfruer, når de bliver gift, hvilket ofte sker allerede i de tidlige teenageår. Et godt sted at finde en potentiel ægtefælle er i Saintes-Maries-de-la-Mer, hvor slægtninge, som ikke har set hinanden i månedsvis, samles for at udveksle nyheder, spise, danse og synge sammen.

Foto: Carsten Fenger-Grøndahl

Mens de unge danser, bliver Sorte Sara ført ind i kirken og ned på sin plads i krypten. Det er ganske vist hende, der er anledning til pilgrimsfærden. Men mange kommer primært for at købe og sælge varer, møde familie og slappe af; andre anser Sorte Sara for at være kilde til lykke og velstand, men har overstået den religiøse del af begivenheden med et besøg i krypten et par dage før og tager ikke særlig notits af figurens symbolske tur til vandet. Der skal jo også være tid til at danse, synge og spise god mad.

Mange af romaerne i Frankrig rejser mindst halvdelen af året, og turen til Saintes-Maries er blot en afstikker. De har udstyr med til mange måneders rejse. Omkring campingvognene er der stillet store grill op, og der er dækket op med bouillabaisse og bøffer på de sammenklappelige borde.

Foto: Carsten Fenger-Grøndahl

Selv er hun tydeligvis meget fascineret af de rejsende og deres kulturelle anderledeshed. Også deres religiøse praksis omtaler hun primært som en kulturelt præget praksis, der adskiller sig markant fra franskmændenes katolicisme. ”Deres religion er meget præget af deres historie, deres møde med forskellige civilisationer. Undervejs har de taget mange ting til sig, men der er stadig stærke hinduistiske elementer,” siger hun.

Mange af de selvudnævnte katolske romaer er i realiteten hverken døbt, konfirmeret eller viet i kirken, og deres kristne tro er blandet op med en række traditionelle trosforestillinger, som er udbredt blandt romaer over hele Europa. Troen på, at afdøde slægtninge kan vende tilbage som onde ånder for at hævne sig og gøre gamle regnskaber op for eksempel. Som beskyttelse mod de onde ånder bærer nogle romaer amuletter, bruger bestemte besværgelser og overholder en række regler, som skal opretholde et klart skel mellem rent og urent.

Den slags har de etablerede kirkeretninger det som regel temmelig anstrengt med, og det ved romaerne godt. Derfor holder de ritualerne og tabuerne for sig selv og drøfter dem ikke med kirkens folk. Måske fordi noget siger dem, at det kan være farligt. Romaernes erfaringer med kirken – især den katolske – er mildest talt brogede. Gennem historien har kirken ikke blot vendt det blinde øje til forfølgelse af romaer, men har også i større eller mindre grad deltaget i mistænkeliggørelse, fordømmelser og udrensninger, alt imens kirkens folk har prædiket Bibelens budskab om næstekærlighed og genfortalt lignelsen om den barmhjertige samaritaner til hudløshed.

Både i Sverige og Frankrig har de dominerende kirkeretninger, henholdsvis den evangelisk-lutherske og den katolske, forsøgt at komme romaerne i møde. Men begge steder er de i nogen grad kommet for sent. Både i Sverige og Frankrig er der – ligesom i Finland, Spanien, Serbien og en række andre lande – en stærk vækkelsesbevægelse blandt romaerne, og den er ikke foranlediget af majoritetskirkerne, men af mindre evangelisk-karismatiske kirkeretninger, især Pinsebevægelsen.

I Frankrig findes sågar en særlig gren af Pinsebevægelsen, Vie et Lumiere-kirken, som er forbeholdt romaerne. Det er en menighed, der hører til denne kirke, vi besøger i Arles, og det er der, vi møder den nyomvendte mand, som ikke længere snyder, når han handler.

Det er et år siden, han ’konverterede’ fra katolicismen til pinsebevægelsen, og han har den nyomvendtes hektiske begejstring. Han viser os med stor iver rundt i lokalerne, som menigheden overtog for omkring et år siden. Dengang lå alt nærmest i ruiner, fortæller han os. Men siden har de arbejdet hårdt på at sætte alting i stand. Han viser os først ud i et lokale bag selve kirkerummet. Det er tomt bortset fra et køleskab. På væggen hænger et enkelt bibelcitat på en stor træplade. ”Der er toilettet”, siger han og peger mod en dør i venstre side af lokalet. Vi kigger på hinanden og smiler. Her er det traditionelle tabu omkring toiletbesøg åbenbart lagt på hylden. Næste dør på højre hånd fører ind til et lille mørkt lokale med et par stole, en dvd-afspiller og et fjernsyn. Det er børnenes rum, forklarer han. Her kan de sidde under møderne, hvis de bliver trætte af at være inde i salen sammen med deres forældre.

Foto: Carsten Fenger-Grøndahl

Da præsten tager fat på en lang – overvejende improviseret – bøn, finder de fleste af kvinderne tynde tørklæder frem, som de lægger løst over håret og skuldrene. De stemmer i med ’amen’ og ’oui’ undervejs i bønnen. Så fortsætter to andre prædikanter med hver deres bøn, som også suppleres med mumlen og begejstrede udbrud fra salen. En stemme hæver sig langsomt og skiller sig ud fra mængden. Det er en spinkel kvinde, der føler sig kaldet til at bede højt og inderligt. De øvrige stemmer i med ’amen’ og andre begejstrede udbryd. Endnu en kvinde beder en spontan bøn, mens de andre med bøjede hoveder giver deres små besyv med.

Foto: Carsten Fenger-Grøndahl

Nogle få andre steder bliver manouche-jazz og traditionelle roma-melodier dog inkorporeret i gudstjenesten, og enkelte steder – både i Frankrig og Spanien – bliver der sågar danset flamenco. Lederen af Vie et Lumiere-bevægelsen, Jimmy Meier, har flere gange understreget, at det netop er romaernes mere livlige tilbedelsesformer og deres kulturelle anderledeshed, der nødvendiggør særskilte roma-kirker inden for pinsebevægelsen. Franskmænd er ikke vant til, at kvinder kan finde på at amme deres børn i kirken og har heller ikke været vant til vores vane med at lave et lejrbål og holde bønnemøde rundt om det, har han blandt andet sagt.

Men det er snarere undtagelsen end reglen, at romaernes musik og kultur sætter præg på gudstjenesterne – også i de særskilte roma-menigheder –, for mange af de omvendte romaer er meget forhippet på at lægge afstand til den ’syndige’ livsstil, som præger forstadsmiljøerne, hvor de fattige romaer bor. Præsten i Arles har en personlig historie, som netop handler om at lægge afstand til denne livsstil. ”Mine forældre blev skilt, da jeg var meget lille, og derefter var der ingen, der rigtig tog ansvar for min bror og mig. Så vi levede på gaden, fra vi var meget unge. Vi gik ikke i skole, og vi klarede os ved at gøre ting, man ikke bør gøre. Fra en meget tidlig alder gik jeg i byen, drak og røg. Jeg lavede også kriminalitet, og på et tidspunkt blev jeg taget og røg i fængsel. Det var der, jeg mødte Gud. Jeg troede også på Gud før, men ikke på nogen bevidst måde. Da jeg så kom ud af fængslet, besluttede jeg, at min opdagelse skulle have konsekvenser. Jeg ville være opføre mig ordentligt. Jeg blev forlovet og siden gift og forsøgte at leve i overensstemmelse med min tro. Men jeg havde ikke andre at støtte mig til, så jeg faldt tilbage i kriminalitet en enkelt gang. Så en aften blev jeg overvældet af Guds nærvær. Jeg græd og græd og kunne slet ikke holde op igen. På det tidspunkt røg jeg normalt 4-5 pakker cigaretter om dagen, men fra det tidspunkt røg jeg ikke en eneste cigaret. Mit liv var ændret,” fortæller han.

I sin prædiken han adskillige gange, at når man aktivt vælger kristendommen til og bliver døbt som voksen, handler det ikke længere om at overholde traditioner og ritualer, som man har lært fra barnsben uden at forstå meningen med dem. ”Mange romaer er jo katolikker, og gør bare, som kirken siger, at de skal gøre, eller som deres forældre altid har gjort. De har ikke selv valgt Gud. I vores kirke er troen hele tiden et aktivt valg,” siger han og understreger, at den kristne tro efter hans mening ikke kan kombineres med de traditioner og tabuer omkring døden, som er udbredt blandt romaer. ”Det er ikke kristendom at tro på onde ånder eller at brænde en afdøds ejendele af frygt for, at vedkommendes sjæl kan vende tilbage. Nogle romaer gør stadig de ting. De er så overtroiske, at de bliver bange for onde ånder, blot de hører det pusle i et buskads,” siger han med slet skjult foragt.

Stifteren af Vie et Lumiére-bevægelsen, Clement Le Cossec (1921-2001), var også optaget af at rydde ud i ’overtroen’. Men for ham var det vigtigste at omslutte romaerne med et budskab om Guds accept og kærlighed samt et håb om social retfærdighed og frelse. Le Cossecs udgangspunkt var, at romaerne skulle integreres i de eksisterende pinsekirker uden at miste deres identitet som romaer, Men han indså snart, at romaernes omflakkende levevis, som stadig i dag karakteriserer de franske romaer mere end nogen andre, var svær at kombinere med en struktur af menigheder for fastboende. Han ændrede strategi og satsede på at uddanne et antal prædikanter med romabaggrund, som kunne rejse rundt og sprede budskabet blandt deres egne. Uddannelsen indeholdt kun det mest basale og krævede ingen særlige skolekundskaber. Det enkle og tilgængelige var en forudsætning for, budskabet kunne spredes i en overvejende analfabetisk gruppe.

Strategien virkede. I løbet af få år opstod der pinsemenigheder blandt sigøjnere i hele Frankrig, og i dag er der omkring 1300 prædikanter med romabaggrund, som har ansvar for menigheder med udgangspunkt i deres egen familie og slægt. Menighederne er knyttet sammen i en løs struktur, men har et fælles center for uddannelse af prædikanter. Der uddannes de i basal teologi, og hver studerende knyttes til to ældre læremestre, som han følger i det daglige arbejde i en fastboende menighed eller som ’felt-prædikant’ blandt nogle af de omrejsende grupper. Uddannelsen varer fire år, og herefter skal den enkelte prædikant have fem års erfaring, før han må blive eneansvarlig for en menighed. Den lange og strukturerede oplæring er noget forholdsvis nyt og blev indført som en konsekvens af det væld af selvbestaltede roma-prædikanter, der dukkede op rundt omkring og spredte budskaber, som hovedkirken bestemt ikke brød sig om, og som var i direkte modstrid med Bibelens ord. Ikke mindst var det et problem, at en del prædikanter var analfabeter og reelt ikke anede, hvad der stod i Bibelen. I dag optages derfor kun elever på prædikant-uddannelsen, der kan læse og skrive, og det kontrolleres, at de er parat til at bryde med kulturelle traditioner, som er i modstrid med den evangeliske kristendom.

Der er med andre ord tale om en form for assimileringsproces, men samtidig tages de rejsendes livsstil alvorligt – i hvert fald i dele af den evangeliske bevægelse. Det bliver vi klar over, da vi møder M’Lavie Xavier i Arles. Han er en mand i slutningen af 30’erne. Klædt i afslappet sporty tøj og med et åbent, nærmest barnligt ansigt. Han virker slet ikke alvorlig og forkrampet som de omvendte romaer i den anden ende af byen. Måske fordi han ikke selv er roma og derfor ikke har været nødt til at foretage et voldsomt brud med sin kulturelle baggrund, da han ’blev frelst’, som han selv kalder det. Han og hans kone blev døbt i en roma-kirke. ”Vi boede i et område med mange romaer, så det var naturligt for os,” som han forklarer. Efter omvendelsen følte konen og han sig kaldet til at missionere blandt de rejsende – som en ny tids Le Cossec’er – og i otte år rejste de sammen med romaerne i deres egen campingvogn. Vie et Lumiere-bevægelsen betaler ikke sine prædikanter, så de arbejdede som alle andre med forskelligt forefaldende arbejde – vinhøst, kurvefremstilling, handel. Samtidig fungerede de som de omrejsende gruppers prædikanter. Afholdt bønnemøder, døbte nye troende og hjalp med alverdens praktiske ting fra at skrive og læse breve til og fra myndighederne til at rådgive familier, hvis overhoved var havnet i fængsel.

Også han mener, at romaerne er nødt til at lægge nogle af deres traditionelle trosforestillinger til side for at blive sande kristne. Men samtidig er han kritisk over for den missionsvirksomhed, han selv har været en del af: ”Det, jeg siger til jer nu, er nok ikke kun en prædikants budskab, men…evangeliet gør romaerne mere åbne over for omverdenen, det bryder deres kulturelle isolation, og det kommer der mange gode ting ud af, men også mange dårlige. Der er så mange farer i samfundet udenfor, som der bliver åbnet op for. Seksualiteten bliver friere blandt de unge, samtidig med at det er fuldstændig tabu blandt romaerne at tale om det. De får adgang til stoffer, alkohol. Og de unge vender sig imod forældrene, fordi de ikke gider at overholde traditionerne,” siger han og tilføjer lidt efter: ”Man skulle måske have ventet med at missionere blandt romaerne, eller man skulle have vidst noget mere om dem, inden man begyndte.”

FESTEN FOR SORTE SARA I BILLEDER Se samlet billedserie fra den årlige fest for Sorte Sara i den sydfranske by Saintes-Maries-de-la-Mer. Åben billedserie.. Læs mere og se billeder på byen Saintes-Maries-de-la-Mer's hjemmeside. Gå til saintesmaries.com.. Læs flere artikler og se billedserier om Europas romaer. Reportage også fra Rumænien, Slovakiet, Tjekkiet, Kosovo, Makedonien og Spanien. Gå til oversigt.. Læs om romafolket og deres oprindelse og ankomst til Europa. Gå til siden "Europas romaer'.. Hør radioreportager fra hele Europa på dr.dk's tema om romafolket, hør bl.a. indslaget 'Religion og kultur'. Hør og læs mere www.dr.dk.. Bøger om emnet..

I hans udsagn fornemmer vi en dyb respekt for romaernes kulturelle fællesskab og for den stærke religiøse tro, som mange romaer fremhæver som et karakteristisk fænomen i deres kultur gennem hele deres historie. ”Vi har altid troet på Gud”, siger de. Og en velkendt talemåde på romanes understøtter deres påstand: “Savoro pes prejal, cha o Del achhel” – alt er forgængeligt, kun Gud består.
 
 

Hvis du vil henvise til denne artikel: