Syv år i ingenmandsland

Før krigen boede de sammen med 7000 andre romaer i centrum af Mitrovica i Kosovo. Deres kvarter blev jævnet med jorden, og i dag – syv år efter – har de næsten mistet håbet om nogensinde at få deres hjem igen. Baraklejrene, hvor de skulle bo i 45 dage, er blevet deres fængsel.

Foto: Carsten Fenger-Grøndahl

”Lad os gå ind, her er alt for koldt,” siger 44-årige Skender Gusani, som har vist os rundt mellem barakkerne. Han åbner døren ind til en af de mørke bygninger, og vi følger efter, taknemlige over at komme indenfor. På hver side af en lang gang fører døre af spånplader ind til de værelser, som udgør familiernes privatsfære, og Skender byder os indenfor i det rum, hvor han bor sammen med sin kone og deres syv børn. Det er cirka 20 kvadratmeter, men virker meget mindre, fordi der er mennesker overalt.

Foto: Carsten Fenger-Grøndahl

Skenders kone, som sidder på en pude neden for alkoven, smiler forsigtigt til os og beder en af sine døtre om at lave kaffe til os. Pigen bøjer sig straks over gasblusset, der er placeret modsat alkoven. Over hende står et fjernsyn, der kører uden lyd på, mens en ghettoblaster pumper musik på romani ud. En elektrisk varmeovn kører på fuldt tryk, så man næsten glemmer kulden, som siver ind under døren, og det faktum, at familien som alle andre i lejren kun har adgang til koldt vand og skal ud i et uopvarmet skur for at komme på toilet.

”Vores værelse er endda lidt større end de andres,” siger Skender. Som den eneste i lejren, der har en studentereksamen, blev han hurtigt valgt som repræsentant for beboerne i alle fire lejre, som huser internt fordrevne romaer fra Mitrovica. I lejrene bor i alt cirka 1000 af de 8000 romaer, der før krigen havde deres dagligdag i kvarteret Roma Mahalla i centrum af Mitrovica. Resten er flygtet til andre dele af Kosovo, til nabolandene eller til Vesteuropa.

Før krigen var Mitrovica en etnisk blandet by. Albanere og serbere boede mellem hinanden, og mange venskaber og ægteskaber krydsede etniske grænser. I dagligdagen omgikkes man hinanden uden de store problemer, og selv om romaerne havde deres eget kvarter, Roma Mahalla, havde mange af dem både handelsmæssige og sociale kontakter med byens albanske og serbiske indbyggere.

Roma Mahalla var i sig selv et velfungerende kvarter, helt ulig de ghettoer, som mange romaer i resten af Europa bor i. Kvarteret opstod så tidligt som midten af 1800-tallet og udviklede sig efterhånden til et minisamfund med egen skole, eget hospital, en række butikker og sågar en moske og et diskotek. Men krigen ændrede alt, fortæller Skender: ”Da KFOR gik ind i Kosovo, begyndte albanerne at ydmyge og udplyndre os. Vi bad KFOR om at beskytte os, men det kunne de ikke. Den 18. juni 1999 blev vi evakueret og placeret i lejrene.” De franske soldater fra KFOR, NATO’s Kosovo-styrke, kunne ikke længere garantere for de 8000 romaers sikkerhed, og derfor blev de flyttet til en række midlertidige lejre i nærheden af Mitrovica. Alt foregik hektisk og uden den store planlægning.

Forud for den kaotiske situation var gået en krig, hvor det primært var etniske albanere, der blev sendt på flugt. En konflikt mellem albanere og serbere med rødder langt tilbage i historien blussede op i løbet af 1997 og 1998, og da det ikke lykkedes det internationale samfund at få en fredsaftale i stand mellem parterne, indledte NATO den 24. marts 1999 et bombardement mod serbiske stillinger i Kosovo og Serbien. Det fortsatte frem til 9. juni, hvor Restjugoslavien underskrev en fredsaftale. To dage senere rykkede fredsbevarende NATO-styrker, KFOR, ind i Kosovo. Inden da var næsten en million kosovoalbanere flygtet til nabolandene, og de begyndte under KFOR’s beskyttelse at vende hjem.

Roma Mahalla i dag, foto:
Carsten Fenger-Grøndahl

”Da vi blev evakueret, fik vi at vide, at vi skulle bo i lejrene i 45 dage. Nu er der gået syv år. Det internationale samfund ved åbenbart ikke, hvad det skal stille op med os,” siger Skender og stirrer frem for sig. ”Imens vi venter på, at det internationale samfund holder løfterne, forsøger vi bare at overleve. Jeg sælger forskellige ting sort på markedet her i byen. Men jeg tjener ikke engang nok til, at jeg kan give mine børn et stykke chokolade. Vi sulter ikke, og som I kan se, har vi et fjernsyn. Men hvad er det værd, når mine børn ikke har nogen steder at lave lektier og ikke kan leve et liv som alle andre børn?,” spørger han. ”Før krigen havde vi et godt liv; det er bare det, vi ønsker at få igen,” tilføjer han.

Foto: Carsten Fenger-Grøndahl

Skender slår beklagende ud med armene, som om han er flov over lejrbeboernes pågående opførsel over for os. Det er tydeligt, at han frygter, at den gode nyhed, de andre i lejren håber, at han en dag kan præsentere dem for, aldrig indfinder sig. ”Hver gang jeg har deltaget i et møde med kommunen eller de internationale organisationer, samler jeg folk og fortæller dem, om der er noget nyt i sagen. Men jeg kan aldrig fortælle dem det, de gerne vil høre,” siger han.

Kun i korte glimt har romaerne i de fire lejre omkring Mitrovica oplevet nogen særlig opmærksomhed fra det internationale samfund. Sidst var i sommeren 2004, da Verdenssundhedsorganisationen, WHO, konstaterede, at børnene i tre af de fire lejre havde voldsomt høje koncentrationer af bly i blodet, fordi lejrene var placeret på forurenet jord. Lejrene ligger ganske tæt på Trepca-minerne, hvor der i årevis blev udvundet zink, guld og bly. Minerne lukkede i midten af 1990’erne, men de mange års minedrift har efterladt sig en farlig arv i form af enorme affalds- og giftdepoter, og det er denne arv, romaerne i tre af lejrene ufrivilligt har fået del i. WHO-rapporterne dokumenterede, at en tredjedel af børnene i lejrene havde mere end fem gange så meget bly i blodet, som WHO har fastsat som den acceptable sundhedsmæssige grænse. Og den høje koncentration af bly i blodet havde ifølge rapporterne medført hjerneskader, lammelser, manglende appetit og forhøjet blodtryk hos børnene.

WHO anbefalede, at romaerne øjeblikkeligt blev evakueret fra lejrene, og et par nødhjælpsorganisationer gik da også i gang med at opføre nye barakker, som romaerne efter planen skal flytte over i inden udgangen af 2006. Der skal de så bo, indtil deres huse i Roma Mahalla er genopbygget. Efter organisationernes vurdering vil det sige et halvt års tid. Men det stoler beboerne i de forurenede lejre ikke på. Derfor har de takket nej til ‘tilbuddet’ om at blive flyttet til en ny lejr.

”Hvis vi accepterer at flytte, mister vi sikkert chancen for at komme tilbage til Roma Mahalla. Når 45 dage er blevet til syv år, kan et halvt år blive til altid,” siger Bekim Gusani, en 21-årig mand, der præsenterer sig som vicepræsident i Kablare-lejren, en af de tre blyforurenede lejre. Han sidder på gulvet i det ene af to værelser, han deler med sin kone og deres to børn. Det ældste barn, en søn på tre år, er på besøg hos bedsteforældrene et andet sted i lejren; det yngste barn, en pige på tre måneder, ligger rullet ind i et tykt, farvestrålende nylontæppe ved siden af den unge far. Hans kone er ved at tænde op i brændekomfuret for at lave te til os.

”Forholdene her i lejren er forfærdelige,” siger Bekim. ”Vi bor alt for mange mennesker sammen, og mange af rummene er kolde og fugtige. Børnene bliver syge. Vi har kun vand udenfor, og når det er koldt, som det er nu, fryser vandforsyningen til.” Men hvorfor så ikke flytte til den nye lejr? Hans børn bliver jo syge af at blive her, og ved at flytte til den nye lejr kan han måske redde deres helbred. Bekim nikker. Han har hørt argumenterne før. Men de preller af på ham. ”Vi vil ikke bo syv år til i en anden lejr. Vi vil hjem,” siger han.

Vi nikker. Vi forstår ham godt. Og vi føler os på en eller anden måde medskyldige i hans elendige situation. I de syv år, Bekim og hans kone har boet i Kablare-lejren, har der været danske soldater og ngo-udsendinge i Mitrovica. I tre år har Dansk Flygtningehjælp sågar arbejdet i området, og alligevel har vi intet vidst. I medierne hørte vi i første omgang næsten kun om de albanske ofre for krigen; siden læste vi en smule om overgrebene på det serbiske mindretal. Og i 2003 var vi i Kosovo og opholdt os også et par timer Mitrovica. Men romaerne hørte eller så vi intet til.

”Da albanerne blev jaget på flugt, gik der tre måneder, så kom de tilbage, og 24 forskellige lande hjalp dem med at genopbygge alting. De fik deres huse igen. Men os? Vi sidder her endnu syv år efter, og hvert år lover kommunen os, at i år får vi lov at vende tilbage. Men der sker ingenting,” fortsætter Bekim.

Vi forstår hans frustration. Det virker indlysende uretfærdigt, at der konstant skyder albanske huse op rundt omkring i byen, mens Roma Mahalla ligger øde hen. Det ligner diskrimination. Men måske er det snarere et spørgsmål om magt. At de, der har de rette forbindelser og det internationale samfunds bevågenhed, kan få nærmest hvad som helst, mens de, der har satset på den forkerte hest, ingenting får. Det er i hvert fald det indtryk, vi får, da vi taler med lederen af Dansk Flygtningehjælps kontor i Mitrovica, Josef Pfattner. Han står i spidsen for organisationens forsøg på at hjælpe romaerne tilbage til Roma Mahalla:

”Vi er stødt på mange forskellige forhindringer. For eksempel argumenterer kommunen med, at nogle af romaernes hjem i Roma Mahalla var opført ulovligt. Vores holdning er derimod, at romaerne har ret til at vende tilbage til det, der før fungerede som deres hjem. Sådan læser vi de internationale konventioner. Men kommunen bliver ved med at bruge den slags argumenter til at trække sagen i langdrag,” siger Josef Pfattner.

I april 2005 blev der dog indgået en aftale mellem kommunen, romaerne og det internationale samfund repræsenteret ved UNMIK, UNHCR og OSCE. Aftalen indebærer, at der skal bygges boligblokke til de folk, der før krigen boede ulovligt på kommunens jord, mens de, som før boede på privat jord, har ret til at bygge deres huse op igen. For nylig fik Dansk Flygtningehjælp desuden tilsagn fra den statslige svenske udviklingsorganisation, SIDA, og European Agency for Reconstruction om penge til at genopbygge 57 huse. Spørgsmålet er nu blot, hvornår kommunen vil gå i gang med at bygge boligblokkene, og hvornår de sidste formaliteter omkring skøder osv. kommer i orden. Det kræver, at myndighederne i Beograd, som har de gamle dokumenter om ejerforhold liggende, vil samarbejde. Og det er langtfra sikkert, vurderer Josef Pfattner.

Men hvordan tror han, at Roma Mahalla ser ud om et år? ”Hvis du havde spurgt mig for seks måneder siden, ville jeg have sagt ‘der vil være hundreder af genopbyggede huse’. Nu ved jeg ikke, hvad jeg tror. Måske er der ikke et eneste genopbygget hus om et år, måske står der tre boligblokke og 57 genopbyggede huse. Jeg tør ikke komme med et bud,” siger han.

Foto:
Carsten Fenger-Grøndahl

Vi nikker og lover at gøre vores bedste for at fortælle om forholdene i lejrene. Men vi understreger, at vi næppe kan gøre meget fra eller til. Heller ikke for de mange romaer, der har fået afslag på asyl i Danmark og risikerer at blive sendt tilbage til Kosovo. Ganske vist tvinger de danske myndigheder kun etniske albanere, ikke romaer, tilbage til Kosovo. UNMIK, FN’s administrative enhed i Kosovo, vil nemlig ikke tage imod tvangsudsendte romaer, fordi de ikke kan garantere for deres sikkerhed. Risikoen for overgreb fra serbere eller albanere er stadig for stor. Men selv om forholdene i de danske asylcentre er bedre end i lejrene omkring Mitrovica, er de afviste asylsøgeres skæbne ikke så meget anderledes end Skenders. Også de lever i et vakuum og har svært ved at få øje på noget håb for fremtiden.

KOSOVOS ROMAER I BILLEDER Se flere billeder fra romalejrene i billedserien KOSOVO 2: Romalejre ved byen Mitrovica. Åben billedserie.. Gense billederne fra artiklen i en stort format. Åben billedserie.. Læs flere artikler og se billedserier om Europas romaer. Reportage også fra Rumænien, Slovakiet, Tjekkiet, Frankrig, Makedonien og Spanien. Gå til oversigt.. Læs om romafolket og deres oprindelse og ankomst til Europa. Gå til siden "Europas romaer'.. Hør radioreportager fra hele Europa på dr.dk's tema om romafolket, hør bl.a. indslaget 'Religion og kultur'. Hør og læs mere www.dr.dk.. Bøger om emnet..

Vi nikker og lover at gøre vores bedste for at fortælle om forholdene i lejrene. Men vi understreger, at vi næppe kan gøre meget fra eller til. Heller ikke for de mange romaer, der har fået afslag på asyl i Danmark og risikerer at blive sendt tilbage til Kosovo. Ganske vist tvinger de danske myndigheder kun etniske albanere, ikke romaer, tilbage til Kosovo. UNMIK, FN’s administrative enhed i Kosovo, vil nemlig ikke tage imod tvangsudsendte romaer, fordi de ikke kan garantere for deres sikkerhed. Risikoen for overgreb fra serbere eller albanere er stadig for stor. Men selv om forholdene i de danske asylcentre er bedre end i lejrene omkring Mitrovica, er de afviste asylsøgeres skæbne ikke så meget anderledes end Skenders. Også de lever i et vakuum og har svært ved at få øje på noget håb for fremtiden.
 
 

Hvis du vil henvise til denne artikel: