Den gode ghetto i 'den lykkelige dal'

Arbejdsløshed, kriminalitet og stoffer. Romaghettoer over hele Europa er kendt som barske og usle steder. Men Europas største romaghetto, Shuto Orizari i Makedonien, er anderledes. Her er beboerne stolte af at være romaer – og over deres minisamfund.

Foto:
Carsten Fenger-Grøndahl

Den ligger på et bakkedrag lidt uden for Makedoniens hovedstad, Skopje, og hvis det ikke var, fordi dens indbyggere primært er romaer, ville den næppe være kendt ret langt væk. Men Shutka er faktisk kendt langt uden for landets grænser. Byen er nemlig Europas største romaghetto. Her bor omkring 40.000 mennesker, og langt de fleste af dem, formodentlig omkring 85 %, er romaer.

Og ikke nok med det. I 1996 fik Shutka – med loven om kommunalt selvstyre – status af selvstændig kommunal enhed med egen borgmester og en lokalbestyrelse på 17 medlemmer, 13 romaer, to albanere og to tyrkere. Bydelen fik også eget kommunekontor med otte ansatte, hvor det officielle sprog er romani. Dermed er Shuto Orizari verdens første og hidtil eneste kommune, der administreres med udgangspunkt i, at et flertal af indbyggerne har roma-baggrund, og det afspejles både i det officielle sprog, som er romani, og i bydelens flag, der ligesom romaernes internationale fane er blåt og grønt med et rødt ashoka-hjul. Derudover har det en gul bro i midten, der repræsenterer stenbroen over Vardarfloden i centrum af Skopje.

Mens vi går gennem bydelen sammen med Suzana, ser vi den lokale udgave af det internationale romaflag vaje fra huse og salgsboder. Vi er ankommet med fly til Makedoniens hovedstad få timer forinden og er egentlig ret trætte efter rejsen, men da Suzana har vist os vej til det hus, hvor hun har sørget for privat indkvartering til os, insisterer vi på at få en rundvisning i bydelen. Vi er nysgerrige og vil se, hvordan den ghetto, vi har læst så meget om, tager sig ud i virkeligheden.

Inden afrejsen fra Danmark har vi samlet alle de oplysninger, vi kunne finde, om romaernes status i Makedonien og om livet i Shuto Orizari. Vi har læst os til, at romaerne er nævnt som en af flere nationaliteter i landets forfatning, og at Makedonien er det eneste land, hvor der findes et statssponsoreret tv-program på romani og to tv-stationer, der sender på romani. Desuden har romaerne en repræsentant i det nationale parlament, selv om de ifølge officielle tal kun udgør 2,7 % af landets befolkning; uofficielle vurderinger lyder dog også på, at de snarere udgør 5-10 % af befolkningen. En stor del af landets romaer bor i Shuto Orizari, og bydelen har, så vidt vi kan fornemme på de artikler og rapporter, vi har fundet frem til, et godt omdømme i det omkringliggende samfund. Selv i udlandet er bydelen blevet positivt brandet. Den jugoslaviskfødte instruktør Emir Kusturica valgte for eksempel at optage dele af sin muntre og skøre film Time of the Gypsies i Shuto Orizari, og filmens store udbredelse har gjort Shutka berømt som et sted, hvor der afholdes muntre og maleriske bryllupsfester, og hvor indbyggerne nyder livet i fulde drag. På forhånd har vi dog haft svært ved at forestille os, at virkelighedens Shutka kunne leve op til filmens farvestrålende univers og mediernes positive omtale, og ved første øjekast er Shutka da heller ikke så farverig, som Kusturicas film antyder.

Foto: Carsten Fenger-Grøndahl

”De første huse blev bygget i 1964, men de fleste huse er nyere, eller de er bygget helt om. De huse, der blev bygget dengang, var jo nærmest en slags barakker, og da folk besluttede at blive boende her, begyndte de at udbygge og ombygge husene,” fortæller Suzana.

Mens vi går videre, udpeger hun to af byens skoler, et nyt apotek, en endnu ikke færdigbygget moské, en børnehave og en række andre institutioner for os. Det slår os, hvilken naturlig selvtillid Suzana udstråler. Hele hendes attitude er som en livsbekræftende kontrast til de opgivende miner, vi har mødt i romaghettoerne andre steder i Europa. Hun fortier ikke de problemer, bydelen også har at kæmpe med – arbejdsløshed, korruption blandt politikere, fattigdom blandt nytilkomne flygtninge fra Kosovo – men alt i alt er hendes attitude positiv og optimistisk. Vi havde ellers forestillet os, at hun ville indlede sin samtale med os med at fortælle om de uretfærdigheder, der rammer romaerne i Makedonien. Vi ved, at hun er aktiv i en ngo, som arbejder for at fremme romaernes rettigheder og dokumentere deres forhold i Makedonien, og det er derigennem, vi har fået kontakt med hende. Andre ngo-aktivister, vi har mødt, har især været fokuseret på uretfærdigheder og overgreb og har sjældent haft noget optimistisk syn på romaernes muligheder for selv at sætte præg på deres fremtid. Men Suzana er anderledes, og måske er det, fordi hun bor i Shutka. Her er romaerne ikke underlagt majoritetens pres; her er de selv med til at sætte en dagsorden. Og sådan har det været næsten fra begyndelsen. Shutka er nemlig ikke en ghetto, som er skabt af myndighedernes forsøg på at isolere fattige romaer fra resten af befolkningen, sådan som mange af de ghettoer, vi har set andre steder. Nej, Shuto Orizari opstod nærmest ved en tilfældighed.

I juli 1963 lagde et jordskælv store dele af Skopje øde. Over 1000 mennesker blev dræbt, og 200.000 blev gjort hjemløse. Blandt de hjemløse var mange romaer, der havde boet i hovedstadens centrale kvarterer. Her levede forskellige grupper af romaer adskilt fra hinanden. Hver gruppe talte en specifik dialekt af romani og identificerede sig med et traditionelt erhverv, smedearbejde, landbrug eller handel, selv om mange af gruppens medlemmer reelt erhvervede sig ved andre ting. Efter jordskælvet tilbød staten dem genhusning i præfabrikerede barakker – finansieret delvist af andre landes regeringer ? på en skråning uden for byen. Her havde der hidtil boet ganske få roma-familier, og der var rigeligt plads til ‘nybyggere’. Det var det, der siden blev til Shuto Orizari.

En del af romaerne fra kvarteret Topana, som var det, der blev hårdest ramt af jordskælvet, valgte kort tid efter indkvarteringen i barak-bygningerne at sælge deres nye boliger til andre romaer og vende tilbage for at genopbygge deres gamle kvarter. De ønskede at bevare deres identitet og sammenhold som gruppe i stedet for at blande sig med andre romaer i Shuto Orizari. Men langt de fleste valgte at blive boende, og mange lagde kræfter i ikke blot at forbedre deres egne huse, men også i at bygge et velfungerende lokalsamfund op.

I dag kan de med stolthed se tilbage på 40 år, som har forvandlet Shuto Orizari fra en pløjemark uden for Skopje til et lokalsamfund, der har stort set alt, hvad der skal til for at fungere som selvstændig enhed, og som tilmed er berømt i hele landet for sit store udendørs marked. Markedet er da også noget af det første, Suzana viser frem for os. Det strækker sig flere hundrede meter langs den ene side af hovedgaden, og ifølge Suzana er det bydelens livsnerve.

Foto: Carsten Fenger-Grøndahl

Tøjbasaren breder sig over et stort areal med bod efter bod, som sælger stort set det samme, men alligevel formår at præsentere varerne en smule forskelligt. Nogle steder hænger joggingtøjet i polyester og flagrer på plastikbøjler i kundernes øjenhøjde; andre steder er stramme nederdele med guld- og sølvtryk hængt forrest, og i naboboden er det babytøjet med gummitryk af Disney-figurer, der er sat ekstraordinært på tilbud. Tøjbasaren afløses af en række boder med køkkenredskaber og blomstret voksdug i et imponerende antal varianter.

”Man kan få alting her, og det er billigere end inde i byen. Det er derfor, folk kommer herud for at købe ind,” forklarer Suzana. Hun indrømmer, at de lave priser nok til dels skyldes, at mange af de handlende ikke betaler alle de obligatoriske skatter og afgifter, og et par dage efter oplever vi, hvordan hele markedet lukker ned, fordi myndighederne kommer på kontrolbesøg. Selv i Shutka er der en slange i paradis, og den slange er ikke blot bevidst snyd, men i lige så høj grad udbredt analfabetisme, som gør det svært for de handlende at holde styr på alle formaliteterne.

Skolekundskaberne er dog i bedring i den nye generation, forsikrer Suzana, som selv studerer sociologi på universitet i Skopje, og hvis mand studerer kunsthistorie. Hun og mange andre af kvarterets børn får økonomisk støtte fra internationale fonde og ngo’er og kan på den måde få råd til at tage en videregående uddannelse. Desuden hører hendes forældre til de bedre stillede indbyggere i Shutka. Hendes far har som mange andre Shutka-borgere gennem en årrække arbejdet i udlandet og sendt penge hjem til familien i Makedonien. Allerede før kommunismens fald rejste mange makedonske romaer til andre dele af Jugoslavien eller til udlandet for at arbejde, og efter Makedoniens selvstændighed vendte de tilbage med nyttige erfaringer og kontakter, som de brugte til at starte deres egne forretninger op i Shutka.

Netop erfaringerne som arbejdere i udlandet adskiller mange af romaerne i Makedonien fra romaerne i den tidligere mere sovjettro østblok. Billig faglært arbejdskraft fra de jugoslaviske republikker var i 1960’erne og 70’erne efterspurgt i blandt andet Italien og Tyskland, og i modsætning til i Østblokken havde indbyggerne i Jugoslavien gode muligheder for at rejse udenlands, fordi de ikke var underlagt samme visumrestriktioner som borgerne i fx Tjekkiet og Slovakiet. Mange romaer bosatte sig i årevis i Tyskland eller Italien, hvor de arbejdede i industrien for en løn, som var lav efter vesteuropæiske forhold, men ikke efter jugoslaviske. De kunne derfor spare penge op og investere i ejendomme eller forretninger i deres hjemland, for eksempel i Shuto Orizari. Mens vi går gennem bydelen sammen med Suzana, udpeger hun gang på gang huse, forretninger og små virksomheder, som er opført for ‘tyske penge’, altså af migranter, som enten stadig bor i Tyskland eller efter mange år i udlandet er vendt tilbage til Shutka.

Mange familier i Shutka har stadig ‘økonomiske forposter’ rundt omkring i Europa, USA eller Australien, og de har derfor ikke set deres slægtninge i årevis, undtagen til bryllupper og begravelser. Men de fleste er tilsyneladende i stand til at opretholde en følelse af tæt sammenhold og loyalitet, og ikke mindst nye teknologier gør det muligt for slægtninge, der er adskilt af tusinder af kilometer, at holde kontakt med hinanden. Der er adskillige internet-cafeer i Shutka, og hver aften er de fyldt af unge, som ikke blot spiller krigs- og fodboldspil, men også taler over internettet med deres familie og venner i udlandet. Ofte kommer familiens ældre medlemmer forbi, og de unge hjælper dem med at ringe op til brødre, søstre, børn eller ægtefæller i udlandet. Gamle koner og mænd smiler vantro ved lyden af deres kæres stemmer, som går igennem med en lille forsinkelse.

”Jeg tror, at alle familier i Shutka har mindst et medlem i udlandet, som sender penge hjem. Hver sommer er de hjemme på besøg og kører op og ned ad hovedgaden i deres store biler med tyske nummerplader. De vil jo gerne vise, hvor mange penge de har tjent på at være i udlandet,” siger Suzana.

Selv har hun en tante og en kusine i Tyskland, og hendes storesøster har bosat sig i Italien sammen med sin mand. Hun har ingen planer om at vende tilbage til Makedonien foreløbig, for arbejdsløsheden i landet er omkring 50 %, og selv om den er lavere i Shutka end mange andre steder i landet, har hun større tillid til udviklingen i Italien. Det forstår Suzana sådan set godt, men hun understreger, at Shutka har masser af potentiale, og hvis udviklingen i Makedonien vender, vil Shutka være et af de steder, det kan mærkes. Det er hun sikker på.

Foto:
Carsten Fenger-Grøndahl

”Mange kvinder syer også tøj derhjemme i en form for serieproduktion. Der er nogle investorer, som giver dem snitmønstre og stof, og så kan de sidde hjemme og sy. Indimellem kommer investorerne så og henter tøjet og betaler kvinderne. Det er en god ordning, for det betyder, at mange af de kvinder, der gerne vil passe deres børn derhjemme, kan få en indtægt,” siger Suzana.

Selv har Suzana endnu ingen børn, men hun vil gerne have børn en gang i fremtiden, bedyrer hun. Og hun forestiller sig, at de skal gå i den lokale børnehave. For selv om familiesammenholdet er vigtigt for hende, vil hun gerne bruge sin uddannelse og have et spændende job. Hun håber, at både hun og hendes mand kan finde arbejde i Shutka, eller eventuelt i Skopje, for hvis det lykkes, kan de blive boende i Shutka, og det ønsker de begge to.

”Hvis vi ikke kan finde et job i nærheden, vil vi måske overveje at rejse til udlandet. Men hvis vi kan finde arbejde i nærheden, vil vi helt sikkert blive boende i Shutka. Hvorfor skulle vi flytte? Det er jo her, vi har vores familie og venner, og det er her, blandt andre romaer, vi føler os hjemme,” siger Suzana.

”Lige nu bor vi hos mine svigerforældre. Vi flyttede ind hos dem, da vi blev gift for et år siden, og selv om det var hårdt for mig i begyndelsen at bo hos en fremmed familie, er jeg glad for det nu. Jeg bor jo stadig tæt på mine egne forældre, og jeg besøger min mor næsten hver dag,” smiler hun.

”Min mand og jeg drømmer om at få vores eget hus, og hvis det står til mig, skal vi bygge det tæt på mine forældre. Jeg vil gerne have, at mine børn kan vokse op med udsigt til de samme grønne marker, som jeg kunne se fra mit vindue som barn,” tilføjer hun.

Hun forbinder sin opvækst med en følelse af tryghed, af at høre til. Måske fordi ingen i Shutka har sat spørgsmålstegn ved hendes etnicitet eller sprog. Selv om undervisningen i de lokale skoler primært foregår på makedonsk, spiller romani en vigtig rolle i kommunikationen i det lille lokalsamfund, og på det kulturelle område kan Shutka ligefrem siges at være de makedonske romaers kulturelle centrum. Her opstod det første romani-sprogede teater, og det var også herfra, de første roma-tv-stationer begyndte at sende. Hjemme hos Suzanas forældre zappes der mellem tv på makedonsk og romani. Men som regel får apparatet lov at falde til ro på den lokale romani-sprogede station.

Det gør det også, da vi et par dage efter vores ankomst til Shutka er på besøg hos Suzanas mor. Vi sidder i stuens dybe, bløde sofa sammen med Suzana, mens hun fortæller om sin barndom. I baggrunden kører fjernsynet, og pludselig peger Suzana på skærmen, hvor en musikvideo med hastigt skiftende kameravinkler flimrer af sted, og udbryder: ”Det her er roma-tv fra Shutka. Der er mange unge mennesker her, der gerne vil være rappere, og den video der er optaget ved et nytårsshow, hvor mange af de nye grupper optrådte.” Lidt efter tilføjer hun: ”Mange makedonere synes, at det er interessant med roma-rap. Det er lidt ligesom i USA, hvor man forbinder rapmusik med de sorte. Her forbinder man den med romaer, som er Makedoniens sorte. Og romaer synger også meget bedre end makedonere,” siger hun med slet skjult stolthed.

Rapmusikerne er et af Shutkas positive ansigter udadtil; et andet er det lokale teater, som ganske vist fungerer på amatørbasis, men alligevel har arbejdet sig op på et niveau, der giver det adgang til at deltage i teaterfestivaler overalt i Europa. ”Vil I ikke møde teatrets direktør?”, spørger Suzana, mens vi sidder i sofaen hjemme hos hendes forældre og snakker om løst og fast, og før vi har nået at svare, har hun tastet hans nummer på sin mobiltelefon. Fem minutter efter halvløber vi gennem Shutkas snedækkede gader op mod teatret, som har til huse i en gammel uisoleret træbygning. Der møder vi teaterdirektøren, Faat Abedin, en spinkel mand med fuldskæg og et dystert udtryk i ansigtet. Men mens han taler, liver han op, og ansigtsudtrykket mildnes.

”Vi er en gruppe, der har arbejdet med roma-teater i mange år. Vores mål er at præsentere romakultur både i Makedonien og i resten af Europa. Vores næste forestilling bliver en musical, hvor vi tager udgangspunkt i musik af en hollandsk romakunstner. Han er digter, og hans ord bliver sat til musik, som vi så vil bruge. Musikken vil hente inspiration fra Indien til Makedonien, og forhåbentlig vil det tiltrække publikum, at det er noget helt nyt for dem, romamusik fra hele verden,” siger Faat Abedin og kigger sig omkring i det næsten tomme lokale, hvis vægge er beklædt med sorte plastiksække, og hvor en nøgen pære hænger ned fra loftet. Der er højst et par plusgrader inde i bygningen, og teaterdirektøren skutter sig i sin frakke.

”Som I kan se, kan vi ikke arbejde her nu. Her er alt for koldt, men vi har ikke andre steder at være, så vi må vente med at begynde på prøverne til marts, når det bliver varmere. Så kan vi arbejde frem til november, når det bliver frostvejr igen. I oktober er vi som regel af sted til festivaler rundt omkring i Europa,” forklarer han.

På festivaler i udlandet optræder gruppen med opsætninger af kendte dramatikeres værker, mens de i Makedonien har stykker på plakaten, som de selv har skrevet, og som tager udgangspunkt i romaernes historie og deres vilkår i nutidens Makedonien.

”Her i Makedonien er målet at vise romaer, hvad teater er, og få dem til at vænne sig til teater som kunstform. Det kulturelle liv er stadig ikke så udviklet blandt romaer. I udlandet er vores mål at præsentere publikum for en anderledes oplevelse og vise, at romaer også har kultur. Vi optræder på romani, og for de fleste er det første gang, de ser en roma-teatergruppe, så det gør i sig selv indtryk. Men vi benytter os af moderne teatersprog, så selv om de ikke forstår replikkerne, forstår de, hvad vi vil udtrykke,” forklarer Faat Abedin.

MAKEDONIENS ROMAER I BILLEDER Se flere billeder fra romakvarteret Shuto Orizari i billedserien MAKEDONIEN 2: Romakvarteret Shuto Orizari. Åben billedserie.. Gense billederne fra artiklen i en stort format. Åben billedserie.. Læs flere artikler og se billedserier om Europas romaer. Reportage også fra Rumænien, Slovakiet, Tjekkiet, Frankrig, Kosovo og Spanien. Gå til oversigt.. Læs om romafolket og deres oprindelse og ankomst til Europa. Gå til siden "Europas romaer'.. Hør radioreportager fra hele Europa på dr.dk's tema om romafolket, hør bl.a. indslaget 'Religion og kultur'. Hør og læs mere www.dr.dk.. Bøger om emnet..

Teatrets pr-medarbejder, en ung mand med hvid strikhue og sort pagehår, er dukket op i mellemtiden. Han tilføjer: ”Vi vil vise hele verden, at romaer også har en kultur. Når vi rejser ud, tager vi altid to flag med, roma-flaget og det makedonske flag. Vi repræsenterer både romafolket og den makedonske stat, også selv om kulturministeriet ikke giver os støtte. Det er sådan, vi kæmper for, at vores romakultur kan blive kendt,” siger han.

Og selvom der er lang vej igen, før romaerne associeres med finkulturelle aktiviteter som teater, så er rygtet om ‘den gode ghetto’, Shuto Orizari, efterhånden nået vidt omkring i Europa. Journalister og forskere fra andre lande kommer jævnligt på besøg, og romaer fra andre lande taler med stolthed om Shutka som beviset på, at romaerne, hvis de får muligheden, kan leve sammen på værdig og velorganiseret vis.
 
 

Hvis du vil henvise til denne artikel: