’Roma-kultur – det er da bare druk og fattigdom’

Europas første museum for romakultur ligger i Tjekkiet. Men de fleste romaer i landet kender det ikke. Eller også er de ligeglade. De fleste fattige romaer er ikke stolte af deres kultur og vil helst have lov at glide ubemærket ind i mængden af tjekker. Men en lille elite kæmper for at genoplive de gode sider af de ældgamle traditioner.

Museet for Romakultur ligger i byen Brno i Tjekkiet. Men det er ikke med på listen over museer i byens officielle turistbrochurer og er heller ikke nævnt i vores engelsksprogede guidebøger. Museet har til gengæld en hjemmeside, og der har vi fundet adressen, Bratislavska Ulica, eller Bratislavska-gaden, nr 67. Gaden begynder omkring en halv kilometer fra Brnos historiske bymidte og strækker sig adskillige hundrede meter gennem den gamle jødiske ghetto.

Foto: Carsten Fenger-Grøndahl

Det er varmt, og mange af vinduerne står åbne. Mænd med tykke maver og beskidte undertrøjer hænger ud over karmene og råber til hinanden eller til forbipasserende nede på gaden. På fortovet står kvinder i tætsiddende sommerkjoler og med affarvet hår og snakker, mens deres børn leger tagfat omkring benene på dem. De færreste ser ud til at have travlt. De fleste af beboerne i Bratislavska Ulica er da også arbejdsløse, sådan som det gælder for en stor del af Øst- og Centraleuropas romaer. Under kommunismen havde de stort set alle arbejde og en vis social sikkerhed. Til gengæld var de ikke anerkendt som national minoritet og fik ingen støtte til kulturelle aktiviteter. Kommunisterne var overbevist om, at i takt med, at romaerne fik bedre økonomiske forhold, ville deres særpræg forsvinde, og det ville ikke længere være relevant at tale om romaer som en særlig gruppe.

I dag er politikerne blevet klogere. Under internationalt pres - blandt andet fra EU - har den tjekkiske regering anerkendt romaerne som etnisk og kulturel gruppe. De har ret til undervisning i deres modersmål, og kulturelle foreninger kan søge om statsstøtte. På papiret er der sket meget, i praksis er forandringerne færre. Der er ganske vist opstået et utal af romaforeninger og –partier siden kommunismens fald, men mange organisationer og partier er blevet opløst igen på grund af interne stridigheder eller dårlig økonomi.

For de fleste romaer både i Bratislavska Ulica og andre steder virker ngo’erne enten irrelevante eller er i hvert fald som en utilstrækkelig kompensation for, at levestandarden generelt er faldet og den sociale sikkerhed smuldret væk. Mange af dem, vi møder både i Brno og andre steder i Tjekkiet, taler med længsel i blikket om tiden under kommunismen, da alle var sikret en indtægt. ’Nu bliver vi diskrimineret og har ikke en chance for at få et arbejde’, siger de. ’Sludder’, er svaret fra dele af den hvide tjekkiske befolkning. ’Romaerne er arbejdsløse, fordi de er arbejdssky. De er kun til besvær. Hvad skal vi med deres kultur, det er en fattigdomskultur. ’.

Foto: Carsten Fenger-Grøndahl

Vi er spændte på, hvordan museet vil præsentere romaernes særlige kultur, og vi er ret sikre på, at vi der vil finde argumenter imod den holdning, vi mødte hos antropologen Marek Jakoubek, som vi mødte et par dage tidligere i Prag. Han har i en årrække lavet feltarbejde i roma-ghettoer i både Tjekkiet og Slovakiet og har udgivet flere kontroversielle bøger. Før vi kom til Tjekkiet, havde vi læst nogle engelsksprogede artikler, hvor han var citeret. Blandt andet udtalte han efter en konference om multikultur i Prag i januar 2005: ”Der findes en national roma-højkultur, som står i modsætning til de kulturelle principper, som findes i roma-kvartererne. Så jeg kom til den konklusion, at folk her, som hævder at repræsentere roma-folket, slet ikke er i stand til at repræsentere folk fra ghettoerne, for de har intet andet til fælles end hudfarven.”

Vi ville finde ud af, om han mon virkelig mente det, eller om han blot var blevet fejlciteret. På den ene side havde han jo indlysende ret. En kulturel elite har sjældent meget til fælles med ’folket’. På den anden side gælder det vel stort set alle folk, så hvorfor er det grundlag nok til at ’afskaffe’ romaerne som national minoritet? Det ville vi gerne spørge Marek Jakoubek om, så vi satte ham stævne inde i centrum af Prag, på kontoret for roma-organisationen Athinganoi. Det er en ngo, som er stiftet af unge studerende med romabaggrund, og den arbejder for at bevidstgøre romaer om deres historiske og kulturelle arv og gøre majoritetsbefolkningen bevidst om romaernes rettigheder og om deres positive bidrag til tjekkisk samfundsliv.

Foto: Carsten Fenger-Grøndahl

I det samme ringede det på døren, og Marek Jakoubek trådte ind. Han hilste høfligt på os, men så nervøs ud. ”Da I spurgte, om vi kunne mødes her, syntes jeg, at det var lidt besynderligt”, sagde han og smilede skævt. Det var tydeligt, at han ligesom Gabriela Hrabanová var klar over, at de to var meget uenige. Mens Gabriela Hrabanová var stolt over sin romabaggrund – hun var halvt roma, men vokset op i et miljø med mange romaer – mente Marek Jakobek slet ikke, at det gav mening at tale om romaer som en etnisk gruppe eller en national minoritet. ”Fordi de primært identificerer sig efter familie- og slægtsbånd mener jeg ikke, at de overhovedet udgør en etnisk gruppe,” slog Jakoubek fast. ”For at udgøre en national minoritet skal gruppens medlemmer opfatte hinanden som ligeværdige. Og indbyggerne i sigøjner-ghettoerne har ikke denne indbyrdes forestilling om lighed. Den måde, de kategoriserer hinanden på, minder om det, der findes i det indiske kastesystem,” sagde han. Som et eksempel nævnte han, at mange af indbyggerne i sigøjner-ghettoerne opfatter alle, der ikke er en del af samme klan som dem selv, som urene. Derfor spiser de kun hos medlemmer af deres egen klan.

Flere gange undervejs i interviewet vendte Gabriela blikket mod loftet for at signalere til os, at hun anså Marek Jakoubek for at være helt galt på den. Og hun blev vred, da han rettede på hendes oversættelse. ”Du skal ikke oversætte det til roma-bebyggelser. Jeg sagde sigøjner-ghettoer”, sagde han flere gange. Gabriela sukkede. ”Okay, sigøjner-ghettoer”, sagde hun og så ud, som om hun nærmest fik kvalme af at udtale ordet. Senere fortalte hun os, hvorfor den ngo, hun var formand for, fik navnet Athinganoi: ”Athinganoi var oprindeligt en græsk sekt, der blev opfattet som kættersk, fordi dens medlemmer praktiserede magi. Og da romaerne så kom til Balkan og til Grækenland, var der en munk fra et kloster, der kaldte romaerne for ’athinganier’. Det var virkelig et grimt ord, på græsk havde det en betydning af urørlig, nærmest som de kasteløse i Indien. Den betegnelse blev knyttet til romaerne og fulgte med dem på deres rejse videre ind i Europa. Her kom de til at hedde tsigani, sigøjner. Det er stort set det samme ord, som bruges overalt her i Centraleuropa, og det kommer altså af ’athinganoi’. Så det ord, der bliver brugt om romaer i dag, er et ord, som brændemærkede dem med lige fra begyndelsen. Nogle romaer bruger det endda om sig selv, når de taler tjekkisk. Men når vi taler på romanes, så siger vi ’me som rom’, jeg er roma. Det betyder ’jeg er nogen, jeg er en person, jeg er et menneske’. Roma er et ord fra vores eget sprog,” forklarede Gabriela. Men hvorfor har I så valgt at kalde jeres noget, som andre kaldte jer?’, spurgte vi undrende. Gabriela smilede. ”Det er netop en del af pointen, at folk begynder at spørge os, og når folk spørger, er vi nødt til at fortælle hele historien, og så forstår folk en masse om romaernes situation. Havde vi valgt et andet navn, ville ingen spørge, og vi ville ikke få lejlighed til at forklare.” Det forstod vi godt. Og vi forstod også, hvorfor hun havde svært ved at agere neutral oversætter for Marek Jakoubek.

Selv om hun stort set var lodret uenig med ham, var hun dog ikke afvisende over for enkelte af hans argumenter. Hun erkendte, at der er store forskelle i levevis og værdier blandt romaer, og at der især er stor forskel på uddannede og uuddannede. Men hun mente, at der trods alt findes en romakultur, en rød tråd, som løber igennem romaernes historie. For mange af de unge er den røde tråd blot forsvundet i den påvirkning, de er blevet udsat for fra majoritetssamfundets side, mente Gabriela: ”Mange kan ikke sproget i dag, fordi deres forældre ikke har talt det med dem. Jeg har været heldig. Min mor har altid været stolt af at være roma, og det samme gælder mine bedsteforældre på min mors side. Så jeg var også stolt af det, og jeg kunne se, at jeg havde noget, som ikke fandtes hos mine tjekkiske venner…de stærke familiebånd for eksempel. For andre har det været sværere at stå ved deres baggrund. Jeg kender en meget smuk roma-pige, der også er aktiv i Athinganoi. Hun har noget fantastisk langt hår, helt sort. Og hun har fortalt mig, at i skolen plejede hun at skjule sig bag sit når, når lærerne sagde grimme ting om romaer. I dag fortryder hun. Hun kan se, at hun burde have sagt ’Hov, stop, du skal ikke sige sådan noget, jeg er faktisk også roma, og jeg ikke beskidt og dum’.”

For Gabriela var det væsentligt, at de unge fik mulighed for at genfinde den røde tråd og holde fast i den, hvis de ville. Derfor havde hun sammen med de andre i Athinganoi arrangeret sammenkomster for unge studerende med romabaggrund og sommerlejre, hvor de mødtes for at leve ’på ægte roma-maner’. På væggen i organisationens kontor hang store sort-hvid foto fra lejren, hvor unge medicin- og jurastuderende var klædt i traditionelt roma-tøj og kørte rundt i hestevogn.

Jakoubek havde kun et skævt, måske endda hånligt, smil tilovers for den slags. Ifølge ham har Athinganois sommerlejre intet med kulturen i ”sigøjner-ghettoerne” at gøre. Og desuden, mener han, er højkulturen hos Athinganoi en konstruktion, som er med til at skabe og fastholde forskelle i stedet for at opbygge loyalitet mod den tjekkiske stat.

”Når vi omtaler romaer som en etnisk gruppe, er det majoritetssamfundets måde at assimilere dem på. Vi får dem til at tænke i etniske kategorier i stedet for kategorier som familie og slægt. Jeg så hellere, at alle her opfattede sig som tjekkiske statsborgere,” sagde Jakoubek. Han tilføjede, at alle ideer om etnicitet og særlige rettigheder for etniske grupper er unødvendige og ligefrem skadelige. ”Det gælder også forestillingen om, at der findes en særlig gruppe af etniske tjekker. Det er nonsens. Mit blod er ikke tjekkisk. Det giver ingen mening at sige sådan,” sagde han. ”Derfor bør vi alle sammen hellere opfatte os som borgere i en stat, hvis lovgivning vi så skal respektere. I det perspektiv er alle romaer her tjekker, ligesom jeg er,” sagde antropologen.

Han var tydeligvis ikke tilhænger af EU’s politik med at give særlige rettigheder til etniske minoriteter. For ham at se var nationalismens tidsalder forbi. Eller burde være det. Og han påpegede, at de fleste romaer i Tjekkiet slet ikke havde identificeret sig som romaer ved den seneste folketælling. ”Der var kun 12.000 personer, der tilkendegav, at de tilhørte gruppen af romaer. Det er da et bevis på, at al snakken om en fælles romakultur er et elitært fænomen,” sagde han.

Det var Gabriela dog langtfra enig i. ”Mange flere føler sig som romaer, men er bange for at blive registreret. De er bange for diskrimination. Og andre ved slet ikke, at den mulighed findes. I min familie, hvor vi opfatter os som romaer, var der ingen, der noterede det ved folketællingen. Vi var ikke klar over, at den mulighed fandtes. Og jeg er endda universitetsuddannet. Hvad så med alle dem, der knap nok kan læse og skrive?” spurgte Gabriela. Hun mente snarere, at antallet af romaer i Tjekkiet var omkring 200.000. For Jakoubek var tallene fra folketællingen imidlertid et klart bevis på, at roma-organisationer som Athinganoi er et elitært fænomen.

Den påstand ser vi frem til at præsentere for museets kommunikationsmedarbejder, Jiri Sykora, som har indvilget i at mødes med os. Han er ikke selv roma, men har studeret sociologi og medievidenskab og med speciale i romakultur. Han har været ansat på museet et års tid og er blandt andet ansvarlig for kontakt til medierne, rundvisning af skoleklasser og lancering af den faste udstilling, som først nu er ved at tage form. Museet blev etableret for over ti år siden, men først for et par år siden flyttede museet ind i den tre etager høje bygning i Bratislavska-gaden, hvor der er plads til at opbygge en permanent udstilling. Hidtil har museet haft nogle mindre udstillinger af kunst og etnografi. Men nu - efter mere end ti års arbejde med at indsamle materiale – er det muligt at lave en udstilling, som giver et omfattende billede af romaernes historie og kultur.

”Vi vil lave en kronologisk gennemgang, som også er tematisk. Udstillingen skal slutte med et stort rum, hvor gæsterne bliver præsenteret for alle de myter og forestillinger, som majoriteten har gjort sig om romaerne gennem tiden. Med resten af udstillingen i baghovedet skulle det gerne give gæsterne en oplevelse af, at romaernes kultur og historie er mere nuanceret, end den oftest er blevet fremstillet,” siger Jiri Sykora, mens han viser os rundt mellem stiger, spånplader og malerbøtter.

Vi præsenterer ham for Marek Jakoubeks synspunkter, og Jiri Sykora nikker. Han kender dem godt. Og han har ikke noget imod at tage en debat. Han er enig med Jakoubek i, at der er store forskelligheder blandt romaer. Og en del romaer vil næppe kunne genkende sig selv i museets præsentation af romakulturen, erkender han. Men han afviser alligevel antropologens kontroversielle konklusioner: ”Den kultur, der findes her i Bratislavska Ulica, og som findes i roma-ghettoerne rundt omkring i Slovakiet og Tjekkiet, er til en vis grad en fattigdomskultur. Det er rigtigt. 70-80 % af romaerne er arbejdsløse. Men kun at kalde det romakulturen en fattigdomskultur er at frarøve den enhver kulturel eller social mening. Det er en strengt økonomisk betragtning, som jeg finder helt uacceptabel. Det, vi forsøger at vise her på museet, er alle de ting, som også er knyttet til romaerne som folk og som kulturel gruppe,” siger han.

Jiri Sykora fortæller, at museet gennem en årrække har indsamlet ikke blot fysiske genstande som tøj, køkkengrej, smykker og musikinstrumenter, men også ordsprog, talemåder, eventyr og personlige fortællinger. Museet har desuden et helt bibliotek med litteratur på romanes, og bibliotekaren, som er uddannet i romanes, laver arrangementer, hvor kvarterets børn bliver inviteret til højtlæsning og forskellige værkstedsaktiviteter. Og netop sproget er vigtigt for gøre den nye generation af romaer stolte over deres baggrund. Det mener Karel Holomek, leder af Den Mähriske Roma-forening og en af museets stiftere: ”Jeg opfatter sproget som en meget vigtig del af romaidentiteten, og Museet for Romakultur interesserer sig meget for romanes på professionelt niveau, vi støtter romaorkestre og brugen af romanes i det hele taget, det gør vi blandt andet ved at lave undervisning i romanes. Jeg bliver rørt, når jeg om aftenen sidder på mit kontor og har vinduet åbent. Så kan jeg høre de unge, der står og snakker nede i Bratislavska Ulica. Og de snakker ikke tjekkisk eller engelsk. De taler romanes. Det giver mig en følelse af fremtidshåb,” siger Karel Holomek, da vi møder ham på museet.

Han har kæmpet for etableringen af et roma-museum siden 1960'erne, og han er stolt over, at museet i dag er en realitet. For Karel Holomek er det en livsdrøm, der er gået i opfyldelse. Museets etablering er ikke blot en personlig sejr, men også en vigtig brik i bevaringen og videreudviklingen af en levende romaidentitet. Og denne videreudvikling kræver hårdt arbejde, erkender Jiri Sykora. For romaerne i Bratislavska Ulica kommer ikke ind på museet af sig selv. De har nok at gøre med at få dagligdagen til at hænge sammen og er ikke vant til at bruge tid på finkulturelle aktiviteter. ”Der er høj arbejdsløshed her og også en del problemer med kriminalitet. Af og til kan jeg stå her på museet og kigge ud af vinduet og se ågerkarlene komme forbi i deres store dyre biler. Rigtig mange mennesker her i Bratislavska Ulica skylder penge, som de har lånt for at få dagligdagen til at hænge sammen eller for at give deres børn en lille smule luksus. I den sammenhæng er museets indsats jo ikke meget værd. Ikke direkte i hvert fald. Det er som en lille blød pude i en meget hård seng,” siger han.

For at gøre museet mere åbent mod lokalområdet arrangerer museet grillaftener i gårdhaven, hvor lokale roma-orkestre spiller. Det er som regel en succes, og det giver Jiri Sykora en følelse af, at museet trods alt har en berettigelse – også som samlingspunkt for lokalområdet. ”Hver gang vi gør sådan noget, er vi glade, for vi får feedback, som handler om, at endelig gjorde I noget for os også. Når der er musik, når der bål i gårdhaven, når forældrene kan komme og se deres børn optræde, så oplever vi, at det er en del af det, vi skylder lokalsamfundet. Vi er kommet udefra, og vi skal selvfølgelig give noget igen,” siger han.

Museumsfolkene – også den halvdel af dem som er romaer – er stort set alle vokset op langt fra Bratislavska Ulica og rangerer højere på den sociale rangstige end beboerne i gaden. Men Jiri Sykora accepterer ikke Marek Jakoubeks påstand om, at museet er et kunstigt produkt skabt af en elite, som ud i det blå forsøger at konstruere en roma-kultur, der strengt taget ikke findes. ”Det her handler ikke om at lære romaerne, hvem de er, for det er der strengt taget ingen, der virkelig ved. Det er altid et spørgsmål om forhandling. Det, vi gerne vil, er at nedbryde stereotyperne på begge sider. Vi vil gerne nedbryde tjekkernes stereotype forestillinger, som både er åbenlyse og racistiske. Men vi vil også gerne bryde romaernes stereotype forestillinger. Jeg vil gerne nedbryde den forestilling, at det at være roma er at være ikke-tjekke, og at det at være roma vil sige at være fattig,” siger han.

Og de forestillinger er bestemt til stede i Bratislavska Ulica. Det bliver vi klar over, mens vi går rundt på gaden og taler med nogle af kvarterets beboere. Vi møder en midaldrende roma-kvinde og spørger hende, hvad det efter hendes mening vil sige at være roma. Hun ser lidt forundret ud, som om hun aldrig er blevet stillet sådan et spørgsmål før. ”At være roma... ja, hvad vil det sige. Du bliver født sådan, du er sort, og så kalder andre dig roma. Nogle romaer lever allerede på samme måde som ikke-romaer. Resten er stadig beskidte, drikker alle deres penge op og opfører sig ikke ordentligt. Selvfølgelig er der også nogle, der opfører sig ordentligt. Men andre romaer stjæler. Vlachs-romaerne stjæler endda fra os, fra andre romaer,” siger hun. Men er der slet ikke noget fællesskab blandt romaerne, en fælles kultur eller skæbne?, spørger vi. ”Jo”, siger hun. ”Ikke-romaer skærer altid alle romaer over en kam og skelner ikke mellem os. Det er det, vi romaer har til fælles. At vi bliver behandlet sådan. Hvis vi søger arbejde, får vi at vide, at stillingen allerede er besat…Ja, jeg ved virkelig ikke, hvad romakultur er. Jeg er roma, men jeg er ikke så interesseret i den slags,” siger hun og smiler, så vi kan se, at hun har mistet et par af sine tænder i overmunden. ”Kender du museet for romakultur?,” spørger vi. Vi står højest et par hundrede meter fra det. Jo, det gør hun. Hun ved også, at nogle romaer fra kvarteret bruger museet som mødelokale. Og nogle gange, hvis der bliver serveret traditionel roma-mad derhenne, går hun derhen og smager på det, fortæller hun. ”Men det er også det. Ellers kommer vi der ikke,” siger hun og trækker af sted med sin datter i den ene hånd og en bærepose med mad fra det lokale supermarked i den anden.

Foto: Carsten Fenger-Grøndahl

Også Karel Holomek mener, at en specifik roma-kultur er en indiskutabel realitet, og han er vred på folk som Marek Jakoubek, der sætter spørgsmålstegn ved eksistensen af en fælles romakultur. ”Jeg har mødt Jakoubek og sagt til ham, hvad jeg mener om ham. Jeg sagde til ham ’du er ligesom kommunisterne’. Kommunisterne sagde 'sigøjnerne er asociale'. Men hvis vi går ud i roma-landsbyerne, hvor de lever under forfærdelige vilkår, kan vi finde orkestre, som spiller perfekt på violiner, som synger på romanes. Og her på museet kan du se skulpturer, der er lavet af en roma fra en landsby i det østlige Slovakiet. Har det ikke noget med romakultur at gøre?” spørger Holomek vredt.

Foto: Carsten Fenger-Grøndahl

Men vi forstår også godt, hvorfor mange af romaerne i Bratislavska Ulica ikke ønsker at dyrke deres etniske identitet. Deres mørke hud og øjne giver dem problemer i et samfund, hvor et flertal af majoritetsbefolkningen helst vil undgå at have en roma som nabo. Majoriteten er bange for, at romaerne larmer, stjæler og sviner, og de anser romaernes kultur for at være destruktiv og tilbagestående. Marek Jakoubeks forskning og konklusioner stemmer fint overens med de fleste tjekkers forestillinger om romaerne. Men spørgsmålet er, om den stemmer overens med virkeligheden? I nogen grad gør den nok. Der er ingen tvivl om, at en del af ghetto-beboerne primært opfatter sig som del af et familie- eller stammefællesskab og ikke føler solidaritet eller loyalitet med andre romaer. Men Marek Jakoubek har næppe ret, når han hævder, at ingen af ghetto-beboerne ønsker at ændre på de normer, de er vokset op med. Tværtimod møder vi flere unge romaer, som er vokset op i ghettoerne, men siden har lagt familie- og stammeloyaliteten bag sig til fordel for en bevidst identitet som medlemmer af et grænseoverskridende roma-fællesskab.

I Ostrava i det nordøstlige Tjekkiet besøger vi et nybygget boligkvarter, som romaer fra forskellige klaner og stammer sammen har kæmpet for at få opført. Før 1997 havde de enkelte familier og klaner intet med hinanden at gøre. Men en oversvømmelse i juli 1997 ændrede situationen. Efter oversvømmelsen stod både romaer og ’hvide’ uden tag over hovedet. Mens de ’hvide’ kunne leje sig ind på det private boligmarked, blev romaerne næsten per automatik afvist. Kommunen stillede nogle containerboliger til rådighed, men nægtede at hjælpe yderligere. En gymnasielærer blev så vred over myndighedernes behandling af romaerne, at han flyttede ind i containerne sammen med de boligløse romaer. Der blev han boende over et år, mens han forsøgte han at skubbe nogle initiativer i gang. De forskellige grupper af romaer ville i begyndelsen ikke samarbejde. De opfattede hinanden som urene, og bare det at få gjort rent på de fælles toiletter var et problem. Men efterhånden vendte stemningen, og container-bebyggelsen forvandlede sig til et minisamfund med initiativ og fællesskab.

Siden tog romaerne initiativ til at opføre nogle billige rækkehuse med plads til børnerige familier. Pengene kom fra fonde, ngo’er og kommunens kasse, og ideen var at skabe et sted, hvor tjekker og romaer boede sammen på tværs af etniske skel. I dag bor 15 romafamilier og og 15 ’hvide’ familier dør om dør. I et af husene bor et blandet ægtepar, som mødte hinanden undervejs i projektfasen. I det hele taget er naboskabet mellem minoritet og majoritet en positiv oplevelse for begge parter. ”Vi er alle sammen tjekkiske statsborgere, og vi vil alle sammen have et godt sted at bo. Der er ingen problemer,” siger en tjekkisk kvinde. Da vi spørger hende, om hun ser nogen forskel på romaer og tjekker i kvarteret, kan hun ikke komme i tanke om nogen forskelle. Heller ikke de romaer, vi taler med, kan penge på nogen forskelle af betydning.

Måske findes roma-kultur så slet ikke? Eller måske bliver en kultur, som får lov at udfolde sig, altid mere selvfølgelig og derfor sværere at få øje på? Men roma-kulturen har ikke hidtil fået lov at udfolde sig frit i Tjekkiet. Og derfor er det ifølge Karel Holomek vigtigt både at fortælle historien om romaernes kultur og om undertrykkelsen af den: ”Under 2. verdenskrig blev romaerne udryddet. Næsten hele min familie døde i koncentrationslejre. Og jeg kan huske, hvordan mange romaer i tiden efter 2. verdenskrig ikke turde vise, hvem de var. ’Det er farligt at være roma’, sagde de. Siden har vi oplevet, at det er sværere at få et arbejde, hvis folk ved, hvem vi er. Men vi skal være stolte af at være romaer. Det er da fattigt og tomt bare at være statsborger i det ene eller det andet land. Man skal også vide, hvor man kommer fra, hvem man er,” siger han.

I den permanente udstilling på museet i Brno bliver der indrettet et rum med foto af nogle af de romaer, der døde i nazisternes koncentrationslejre. Og der bliver præsenteret eksempler på, hvordan kommunisterne forsøgte at reducere romaerne til en gruppe med sociale problemer, men uden kulturel egenart. Romaernes kultur skal frem i lyset uden at blive nedgjort og undertrykt. Det er museumsfolkenes vision. Og den vision har nu fået den tjekkiske stats formelle opbakning. I januar 2005 blev museet godkendt som en institution, der er berettiget til statsstøtte. For Jiri Sykora og de andre medarbejdere giver det større arbejdsro. De skal nu bruge mindre tid på at søge penge til museets drift. Men vigtigere endnu giver det dem en følelse af, at staten har anerkendt, at romaerne findes - ikke kun som social gruppe, men også som etnisk og kulturel minoritet. ”Som jeg ser det har vi fået en symbolsk anerkendelse af, at romakulturen eksisterer,” siger Jiri Sykora.

MERE OM TJEKKIETS ROMAER Hør radioprogram om romaernes kultur og identitet. En rapportage fra Europas første roma-museum i Tjekkiet, som også omtales i artiklen. Hør programmet på www.dr.dk.. Gense billederne fra artiklen i en stort format i en samlet billedserie. Åben billedserie.. Læs flere artikler og se billedserier om Europas romaer. Reportage også fra Rumænien, Slovakiet, Frankrig, Kosovo, Makedonien og Spanien. Gå til oversigt.. Læs om romafolket og deres oprindelse og ankomst til Europa. Gå til siden "Europas romaer'.. Hør radioreportager fra hele Europa på dr.dk's tema om romafolket, hør bl.a. indslaget 'Nationalisme og identitet'. Hør og læs mere www.dr.dk.. Bøger om emnet..

Vi tror på, at han har ret. Da forlader Bratislavska-gaden, er vi ganske vist stadig i tvivl om, hvad romakultur er. Men vi ved jo heller ikke, hvad dansk kultur er. Og det giver sikkert lige så meget mening at tale om romakultur som om dansk kultur. Selvfølgelig er begge dele i en eller anden grad konstruktioner. Men for os at se har romaerne lige så meget ret til en sådan konstruktion som alle mulige andre grupper har. Og måske har de mere brug for den end så mange andre. Efter århundreders forfølgelse og ydmygelser må det være på tide, at romaerne får deres værdighed og rettigheder som mennesker og medmennesker igen. Og det kræver formodentlig et bevidst opgør med fordomme og myter. I form af museums-udstillinger, organisationsarbejde og daglige møder mellem mennesker. Vi fik selv en god dosis. Og vi var lidt flove, da vi kom ned til enden af Bratislavska-gaden og kunne konstatere, at vores bil stod, hvor vi hvor vi havde parkeret den.

Børn fra kvarteret Brno Bronx, foto: Carsten Fenger-Grøndahl

 
 

Hvis du vil henvise til denne artikel: