Lang vej fra slaveri til skolebænk

100 børn, to sprog og en gryende etnisk selvbevidsthed. Samt et dusin dialekter, glad musik og indisk dans. Det var ingredienserne, da den årlige konkurrence for elever, som studerer romani, løb af stablen i Rumænien sidst i marts. To danske journalister var med og videregiver her deres indtryk af romaernes forhold i det kommende EU-medlemsland.

Foto: Carsten Fenger-Grøndahl

Det er ikke en sang, man hører ret tit i Rumænien, og vi har vist kun hørt den en enkelt gang før, da vi så filmen "Latcho Drom", som er en smuk musikalsk rejse i sigøjnernes fodspor fra Indien til Europa. Mange danskere har formodentlig aldrig hørt sangen - den bliver jo hverken spillet til fodboldlandskampe eller OL, for romaerne er ganske vist et folk, men et folk uden land.

For flertallet af de omkring 2,5 millioner romaer i Rumænien har romaernes nationalsang imidlertid stor betydning, og det ser ud til, at sangen er kendt og elsket af børnene, som er samlet i et stort klasseværelse denne forårsdag. De fleste har formodentlig lært den som en del af modersmålsundervisningen i romani, og for dem symboliserer den en nyvunden stolthed over deres baggrund som romaer. De fleste er vokset op i hjem, hvor der er bliver talt både romani og rumænsk, nogle få har kun lært romani derhjemme, mens andre igen er vokset op i familier, hvor romani slet ikke har været brugt som dagligsprog. De har derfor først lært deres forfædres sprog at kende, da de kom i skole og begyndte at deltage i modersmålsundervisningen. For dem har undervisningen i romani åbnet en port, ikke blot til deres eget folks historie, men også til en ny selvfølelse som medlemmer af et anerkendt minoritetssamfund.

Under det kommunistiske styre var etniske og sproglige minoriteter ikke anerkendt som en del af den rumænske virkelighed, og romaernes kulturelle særpræg blev hverken erkendt eller accepteret. Det kan de fleste af børnene imidlertid ikke huske. De er født i tiden efter den kommunistiske diktator Nicolae Caeaucescus fald i december 1989 og har igennem deres levetid oplevet en langsom forbedring af romaernes formelle status i det rumænske samfund. Romaerne er nu anerkendt som national minoritetsgruppe, og den rumænske regering vedtog i 2001 en national handlingsplan for forbedring af romaernes forhold. At romaerne findes, og at de er en udsat og udstødt gruppe, er erkendt fra officielt hold. Det overrasker os på sin vis, fordi så mange andre ting i Rumænien stadig er præget af myter og omskrivninger, som passede i Ceaceascustyrets kram.

Et af de synlige tegn på den officielle anerkendelse af romaernes eksistens er elevernes tilstedeværelse denne dag på en skole omkring en halv times kørsel fra Bukarest. Børnene er kommet fra hele landet og er samlet for at deltage i en national konkurrence, en såkaldt Akademisk Olympiade, for elever, som har romani som valgfag i grundskolen. Sådanne konkurrencer har eksisteret i samtlige skolefag i en årrække, men først for fem år siden blev der for første gang afholdt en konkurrence i romani. Det skete på initiativ af en privat organisation, men siden har ministeriet overtaget finansieringen og organiseringen af konkurrencen, og alt foregår lige så formelt og højtideligt som den slags vist skal i en rumænsk sammenhæng. Ikke mindst i dag, hvor det er tid til prisuddeling med officielle taler og formelle håndtryk.

De børn, der er til stede, er blevet udvalgt som de dygtigste efter konkurrencer på amtsplan, og de ankom for tre dage siden til den lille by Ciorogârla for at repræsentere deres skole og amt i den nationale konkurrence. De ankom i busser og privatbiler sammen med deres lærere og blev indkvarteret på den lokale skole, som holder lukket i disse dage på grund af påskeferie. Siden har eleverne har dystet mod hinanden i discipliner som stileskrivning på romani og oversættelse fra romani til rumænsk og fra rumænsk til romani. I dag skal spændingen udløses og resultaterne afsløres.

Foto: Carsten Fenger-Grøndahl

"Romani blev første gang tilbudt som valgfag i skolen i 1992, og i dag bliver 20.000 elever undervist i romani. De har typisk tre-fire lektioner om ugen, hvor de får undervisning i både sprog, historie og kultur. Der uddannes hele tiden nye lærere til at undervise i romani, og der ansættes undervisningsassistenter med roma-baggrund til at tage sig af kontakten med forældre til roma-børn. Der er også reserveret nogle hundrede pladser til studerende med roma-baggrund i gymnasier og på højere læreanstalter," fortæller Sarau os, da vi sidder i hans bil på vej til prisuddelingen.

Da vi går ham lidt på klingen, erkender han dog, at romaernes integration i undervisningssystemet - og i samfundet i det hele taget - endnu lader meget tilbage at ønske, ikke mindst i landdistrikterne. Vi har læst flere rapporter fra internationale organisationer, som beskriver den diskrimination, der fortsat sted i lokale skoler, og det er vores indtryk, at lovændringer langtfra er nok til at forhindre forskelsbehandling. Der er bl.a. eksempler på, at minoritetselevernes ret til modersmålsundervisning bliver brugt som en undskyldning for at isolere roma-eleverne i særlige klasser. Nogle steder bliver roma-eleverne undervist i faldefærdige og kolde lagerhaller og staldbygninger, mens de etnisk rumænske børn undervises i skolens nyrenoverede lokaler. Menneskerettighedsorganisationen European Roma Rights Center (ERRC), som har hovedsæde i Budapest, er gået ind i flere af den slags sager. Men det er tilsyneladende svært at ændre situationen. Organisationen beskriver i sine rapporter, hvordan lokale skoleledere undskylder segregationen af roma-børnene med, at de rumænske børns forældre ikke vil acceptere, at deres børn undervises sammen med beskidte og besværlige romabørn. De ser helst, at romaerne slet ikke bliver indskrevet på skolen. Nogle skoleledere bruger modersmålsundervisningen som en undskyldning for at efterkomme de rumænske forældres krav, og marginaliseringen fortsætter i praksis, mens det på papiret ser ud, som om et antal romabørn er kommet i skole og tilmed får tilbudt undervisning på deres modersmål.

Gheorghe Sarau fokuserer på de forbedringer, der trods alt er sket, mens andre forskere understreger den fortsatte diskrimination. En af dem er ph.d. i roma-antropologi Delia Grigore, som selv er roma. I et essay med titlen "Uddannelsesmønstre i romafamilien vs. romabørns skolegang" (Education Patterns in the Rroma Family versus Rroma Children's Schooling) skriver hun: "Efter årtiers race diskrimination, i form af social udstødelse, udryddelse og tvangsassimilation, forsøger Rumænien i dag, som led i landets bestræbelse for at bliver medlem af EU, i det mindste at lade som om de har en politisk korrekt politik overfor romaer... På trods af disse gode stridt på vej mod at sikre romabørn lige muligheder i skolesystemet, så er ministeriets program hovedsageligt fokuseret på skolegang og udryddelse af analfabetisme, og omhandler næsten ikke eller slet ikke på interkulturel undervisning, uddannelse i identitet, ændring af undervisningsmaterialet eller pædagogikken... Skolen bliver ved med at være et fjendtligt sted for romabørn, rigidt og kun interesseret i majoritetskulturen. Her bliver romaidentiteten stigmatiseret og set som en subkultur eller endog som mangel på kultur. Den Rumænske skole er stadig et sted med et højt niveau af officiel og uofficiel race diskrimination. Romabørn føler sig som fremmede i skolen, de kan ikke genfinde deres egne kulturelle værdier i skolen, og mere end det, deres romaidentitet bliver marginaliseret og ignoreret. "Tsigan" (som svare til det danske sigøjner), er fx et hyppigt anvendt skældsord, som bruges af de rumænske lærere, til at irettesætte elever som er dårlige eksempler for andre."

Under prisuddelingen ved den akademiske olympiade viser det rumænske skolesystem sig imidlertid fra sin bedste side. Her får romaernes kultur og sprog al den plads, det er blevet fortrængt fra igennem århundreders slaveri, undertrykkelse og forfølgelse. Da alle elever har modtaget diplomer, holder repræsentanten for den lokale roma-ngo, som er ansat som amtslig inspektør for romani i undervisningen, en takketale til professor Sarau. Han takker ham for hans store indsats for romani-sprogets bevarelse og udvikling og for hans indsat for at forbedre romaernes status i det hele taget. Han forklarer, at ngo'en har besluttet at tildele Sarau en pris for hans indsats. Men på grund af ngo'ens begrænsede midler består prisen blot af en symbolsk ting, en emaljevase og et brændevinsglas af bøhmisk krystal. Sarau takker for prisen og bemærker, at han gennem mange år har arbejdet uden at få nogen særlig tak. "Selv en symbolsk gave er meget mere, end jeg er vant til," smiler han og forsikrer, at han vil lade gaven stå på sit kontor på universitetet. Det er ikke svært at forestille sig, at hans arbejde ikke har mødt megen anerkendelse blandt rumænske universitetskolleger. Hvis der findes et lavstatus-fag inden for den rumænske akademiske verden, må det være romani!

Elever og lærere klapper længe af Sarau, og han bliver fotograferet på podiet foran katederet. Flere af lærerne er tydeligt rørte over Saraus tilstedeværelse ved prisuddelingen. De opfatter ham som en central skikkelse i romaernes kamp for anerkendelse og ligeberettigelse.

"Han har gjort mere for os romaer, end nogen roma har gjort," hvisker en kvindelig lærer til os med tårerne stående i øjnene. Hun hedder Elena Motas og kommer fra Iasi, Rumæniens næststørste by. Elena udpeger nogle af sine elever for os, blandt andet sin 14-årige nevø, der fik anden-pris, og som hun er tydeligt stolt af. "Han er meget dygtig, både til at spille musik og i skolen," siger hun og hiver den generte dreng frem, så han kan hilse på os.

Samtidig understreger hun, at konkurrenceelementet blot er en ramme omkring det væsentligste: Det sociale samvær. Børnene har været sammen i tre-fire dage og har været på udflugt til Bukarest for at besøge museer og andre kulturelle institutioner. For mange af børnene var det deres første tur til hovedstaden, og for mange er opholdet i Ciorogârla deres første mulighed for at møde romabørn fra andre dele af landet.

"Det betyder meget for dem, at de har mulighed for at være sammen omkring deres fælles sprog og kultur. Når de er her, er romani og roma-kulturen det naturlige. De behøver ikke at føle sig anderledes eller udenfor," forklarer hun.

"Samtidig opdager de, at der findes mange forskellige måder at være roma på og mange måder at tale romani. De taler hver deres dialekt, så når de er samlet her, kan de eksperimentere med at krydse den barriere, som dialektforskellene udgør. Der er fx flere forskellige ord for mor, bord osv., og de ord lærer de af hinanden," forklarer Elena Motas, som selv stammer fra ursari-stammen, et roma-samfund som traditionelt har levet af at være bjørnetæmmere. Da romaerne blev frigivet fra slaveriet i Rumænien i 1860'erne, havde de ingen uddannelse, og mange var tvunget til at søge arbejde hos deres tidligere ejere. De blev ansat til at udføre det samme hårde arbejde som før til en ussel løn. Nogle fandt tilbage til gamle håndværk og erhverv, og ursari-stammen begyndte at indfange vilde bjørne i skovene i Rumænien og Bulgarien og træne dem til at optræde som 'dansende bjørne' på torve og markedspladser. I dag er deres erhverv imidlertid forbudt, og ursarierne har derfor endnu en gang været nødt til at finde nye måder at tjene til livets ophold på.

"Mange er blevet musikere. Vi har en stærk musiktradition i min stamme, og min nevø her spiller med i et meget kendt orkester, som har turneret over hele i Europa," fortæller Elena.

"Mange er også begyndt at uddanne sig og fortsætte på universitetet, fordi de ønsker at deltage i samfundsudviklingen og få del i den økonomiske udvikling. Men det betyder ikke, at de opgiver deres identitet som romaer. De taler stadig romani og er stolte af deres kultur," siger hun.

Elena fortæller os, at hun altid selv har talt romani med sin familie og sine venner, fordi hun voksede op i et samfund, hvor der stort set kun boede romaer. Derfor har hun bevaret sit modersmål og taler det flydende, også selv om hun i dag er gift med en rumæner.

En anden af lærerne, Marius, er derimod vokset op i et lokalområde med en klar majoritet af rumænere, og hans familie nedtonede sin roma-baggrund og talte kun rumænsk derhjemme. For Marius var det derfor et helt nyt sprog, han skulle lære, da han besluttede, at han ville være lærer for romani-talende børn. Han deltog et par år i træk i de sommerkurser, som Gheorghe Sarau har organiseret for unge romaer, som ønsker at fungere som romani-lærere. Kurserne giver læreraspiranterne en indføring i sprog, grammatik, kultur og historie og ruster dem til at fungere som lærere i romani som valgfag. Siden 2001 har omkring 350 unge deltaget i kurserne, og en del af dem er nu ansat som lærere og lærerassistenter og fungerer både som undervisere og som rollemodeller, forklarer Marius.

"Mange romabørn har aldrig set en roma, som har klaret sig godt. Derfor kan de ikke forestille sig, at de selv kan få en uddannelse og et godt job. Mange af de romaer, som faktisk har klaret sig godt, skjuler deres etnicitet. Alt i alt betyder det, at børnene mangler forbilleder," siger Marius. Vi møder ham, umiddelbart før prisoverrækkelsesceremonien skal begynde. Han er afslappet klædt i ternet skjorte og jeans, og det er ikke passende påklædning til en så vigtig ceremoni, forklarer han og undskylder sig. Han løber indenfor for at skifte tøj, og fem minutter efter er han tilbage og er som forvandlet. Det afslappede look er forsvundet. Han har et gråt jakkesæt på med vest til, bordeaux skjorte og gråt slips, og håret er vandkæmmet og sat i en flot svungen frisure, der får ham til at ligne en statist fra en amerikansk discofilm.

Elena Motas griner af ham og siger, at han er alt for formel at se på. Hun forklarer, at hun flere gange har været i udlandet, bl.a. i England, for at besøge lærerseminarier og deltage i konferencer om pædagogik og undervisning, og hun synes, at den mere uformelle tone mellem elever og lærer i Vesteuropa er at foretrække frem for den mere formelle tone i det rumænske skolesystem.

"Lærere og elever skal være partnere, der skal ikke være så stor afstand mellem dem. Når du har sådan noget tøj på, får du en kold udstråling. Du ligner slet ikke en roma. Romaer jo varmblodede," siger hun henvendt til Marius. Vi undrer os over at høre majoritetssamfundets forestilling om de iltre romaer gentaget af en roma og ved ikke helt, om Elena bevidst laver sjov med stereotyperne. Det er heller ikke til at finde ud af, hvor alvorligt Marius tager hendes angreb. Men han ser en smule fornærmet ud og svarer straks igen. "Jeg er ikke enig med dig. Jeg synes ikke, jeg signalerer kulde. Men jeg vil gerne vise eleverne, at de skal tage skolen alvorligt. De må ikke gå glip af den chance, de får, ved at sjuske," siger han.

Foto:
Carsten Fenger-Grøndahl

Foto:
Carsten Fenger-Grøndahl

Hendes veninder ligner langt fra det stereotype billede af en roma. De fleste er hverken mørkere eller lysere i huden end den etniske rumænske pige, og den farverige og romantiserede del af romakulturen ser ud til at være lige så eksotisk for dem som for os, der har vores billeder af sigøjnerkulturen fra kilder som operaen Carmen, hvor titelpersonen er en forførerisk sigøjnerkvinde, der smugler, stjæler og slår ihjel. Vi forsøger at lægge vores stereotype forestillinger bag os, og skolebørnene i Ciorogârla ligger ingen hindringer i vejen i den retning. I hvert fald ikke i første omgang.

Men efter pris- og diplomuddelingen flytter lærerne om på møblerne på podiet, så der bliver plads til optræden. Og så bliver alle de stereotype forestillinger om sigøjnerkulturen levendegjort for øjnene af os. Den indiske oprindelse og den traditionelle roma-musik og -dans bliver præsenteret og holdt frem med usmittet glæde, da eleverne indtager scenen med de indslag, som de har øvet sig på i dagevis. De første på scenen er to piger på 13-14 år, som ifølge konferencieren - en ung romalærer med affarvet hår og hawaiskjorte - skal vise en indisk dans. "Vi kommer jo fra Indien, så her er en dans, som symboliserer forbindelsen til vores oprindelsesland", forklarer han, mens de to teenagepiger træder lidt genert frem på scenen i et kostume, som får dem til at ligne en blanding af den stereotype forestilling om den varmblodede sigøjner-danserinde Carmen og teenageidolet Britney Spears.

Foto: Carsten Fenger-Grøndahl

Foto: Carsten Fenger-Grøndahl

Blandt lærerne ser mange til gengæld ud til at være meget fortrolige med de gamle melodier og dansetrin. En af lærerne, en midaldrende gråhåret mand med grå bukser og matchende vest kan slet ikke sidde stille, mens børnene danser. Da han har siddet og hoppet på stolen gennem et halvt nummer, rejser han sig, danser op på scenen og deltager i forestillingen - til stort bifald fra både børn og lærere. Stemningen bliver mere og mere løssluppen, efterhånden som den traditionelle sigøjnermusik strømmer ud af mini-anlægget, og snart danser næsten halvdelen af børnene og flere af lærerne sammen med de 10-12 stykker, som oprindeligt var gået på scenen for at optræde.

Inden forestillingen slutter med denne 'fællesdans' har der også været et par solooptrædener: En dreng har læst et digt op på romani, en anden har med Julio Iglesias-attitude sunget en sentimental sang om sin mor, ligesom en lærer har reciteret sin egen oversættelse til romani af et digt af Rumæniens nationalskjald, Mihai Eminescu. Rumænsk og romani blandes under optrædenerne, og den stolthed, eleverne udstråler, ser ud til at bryde både etniske, sproglige og nationale grænser. Nogle vil måske hævde, at børnenes fortrolighed og identifikation med rumænsk kultur primært skyldes, at romaernes egen kultur var undertrykt under kommunismen. Men er det så enkelt? Vil der ikke altid være overlap mellem romakulturen og kulturen i et hvilket som helst majoritetssamfund? Og er man som individ eller gruppe nødvendigvis bundet til en bestemt kultur, forstået som bestemte trosforestillinger og en bestemt livsstil? Selv hvis kritikerne af det kommunistiske styre har ret, står det spørgsmål stadig tilbage, om romakulturen - forstået som et bestemt sæt af værdier, normer og praksisser, kan vækkes til live og genindføres ved at introducere en ny generation til den? Vil romabørnene, som undervises i romani i de rumænske skoler i dag, genoptage en kultur og praksis, som deres bedsteforældre eller oldeforældre repræsenterer? Eller vil de snarere finde en styrket identitet i kjoler med læg og andre ydre markører, men kombinere dem med mavebluser og stolthed over rumænske nationalhelte?

På podiet, hvor børnene optræder, står to faneholdere med hver to faner. Til venstre står et EU-flag og et rumænsk flag, til højre en Nato-fane og et rumænsk flag. Vi ser samme kombination af flag på dusinvis af offentlige bygninger både i hovedstaden Bukarest og i småbyer ude på landet. Nogle steder hænger EU-flaget endda i ensom majestæt som for at understrege Rumæniens tilhørsforhold til Europa. Hvis vi ikke vidste bedre, ville vi tro, at Rumænien allerede var blevet medlem af den eftertragtede europæiske klub. Rumænien, som blev medlem af Nato i 2002, har da også udsigt til EU-medlemskab i 2007 - men vel at mærke kun, hvis de sidste krav fra EU efterleves. I EU-kommissionens seneste statusrapport om udviklingen i Rumænien bemærkes det, at der er lavet tiltag for at implementere den nye anti-diskriminationslovgivning, og at enkelte klagesager har ført til dom. Men det understreges også, at den nationale handlingsplan for at forbedre romaernes forhold kun har haft sparsomme resultater, fordi der ikke er blevet afsat ressourcer nok til at implementere den. Måske er den ivrige brug af det blå EU-flag med de gule stjerner myndighedernes forsøg på at overbevise både sig selv og andre om, at et medlemskab er inden for rækkevidde.

At et kommende EU-medlemskab kan betyde positive forandringer for minoritetsgrupperne i landet er der næppe nogen tvivl om. Udsigten til EU-medlemskab har uden tvivl været en af de drivende kræfter i den udvikling, der har fundet sted på mange niveauer i det rumænske samfund, heriblandt på området for minoritetsrettigheder. Det mener også en af Gheorghe Saraus bekendte, Florin, som vi møder ved den akademiske olympiade i romani. Florin er en charmerende, men reserveret mand med kulsort hår og mørke skægstubbe. Hans øjne er næsten sorte og har et skarpt blik. Kun den bløde næse og hans varme smil bløder op på det selvbevidste ydre. Hans kone, en smuk kvinde med et lidt arrogant og samtidig fjernt ansigtsudtryk og rødt farvet hår, er også romani-lærer. Florin tilbyder at vise os den skole, han arbejder på, og vi klemmer os ind på bagsædet af hans lille Dacia sammen med hans to teenagesønner. De har sat et bånd med traditionel romamusik på og synger med på sangene på romani. Vi tager for givet, at de to romani-lærere og deres sønner taler romani sammen. Men det viser sig, at de til daglig taler rumænsk derhjemme og kun af og til slår over i romani.

Romani-sprogets status internt i roma-miljøet er en gåde for os. Findes det slet ikke i så høj grad som levende sprog, som nogle romaorganisationer og eksperter giver udtryk for? Vi hører mange skiftende vurderinger. Nogle hævder, at alle romaer taler romani, andre vurderer, at de fleste taler lidt, men at mange unge ikke taler det flydende. Af rapporten 'Avoiding the dependency trap', som UNDP offentliggjorde i januar 2003, fremgår det, at kun lidt over halvdelen af romaerne i Rumænien taler romani i hjemmet til daglig. Er ønsket om at bevare romani som talesprog og udvikle det som skriftsprog et elitært fænomen? Er det et ønske, som især findes blandt ngo-folk og veluddannede romaer med et lidt nostalgisk-romantisk forhold til deres truede kultur? Rapporten fra UNDP fremhævede, at mange romaer ikke opfattede modersmålsundervisning som en væsentlig faktor i deres børns uddannelse. Det samme hører vi flere gange under vores ophold i Rumænien. Nogle forklarer, at de ikke sender deres børn i skole for at lære romani, men for at lære at begå sig i det rumænske samfund og øge chancen for at få et godt job. Derfor er det vigtigste, at de lærer at tale og skrive rumænsk og i øvrigt får samme kundskaber som etnisk rumænske børn.

Det er ikke svært at følge argumentationen. Men det giver os en ubehagelig følelse af, at de rettigheder, som er formuleret i nye love og bekendtgørelser, har meget ringe effekt i virkeligheden, så længe det kan have fatale konsekvenser at vedkende sig en identitet som roma. Hvis det at være roma var accepteret og anerkendt af majoritetssamfundet, ville mange af forældrene formodentlig ændre holdning. I stedet vælger de nu at fratage deres børn deres tosprogethed og dermed også en mulig del af deres identitet. Ifølge nogle forskere er sproget ofte den væsentligste kulturbærende faktor for et folk eller en etnisk gruppe og i udpræget grad for et folk som, der som romaerne er spredt over flere kontinenter og dusinvis af lande. Andre forskere understreger, at selv romaer, som ikke taler romani, opfatter sig som en del af det internationale romafællesskab, og fællesskabet derfor må basere sig på andet og mere end sproget.

Selv om sproget ikke er en absolut forudsætning for romaernes fællesskab, er det svært ikke at opfatte det som et tab - både for de enkelte børn, for romasamfundet og for Rumænien - hvis romani forsvinder som levende sprog på grund af de stærke assimilationsmekanismer, som stadig præger samfundet. Det er dels et følelsesmæssigt spørgsmål, dels et politisk. For det er naturligvis politisk at hævde mangfoldigheden som en kvalitet og en styrke i sig selv. Og i et samfund som det rumænske er det ikke nogen velkendt tanke, at det styrker menneskers identitet, evner og muligheder, hvis de kan genkende deres kultur, historie og sprog i samfundets indretning og institutioner, og hvis de får mulighed for at præge og udvikle disse institutioner. Men på nogle få skoler arbejder lærere og ledere bevidst ud fra en sådan flerkulturel tankegang. Det gælder bl.a. den skole, Florin arbejder på. Det er en stor grundskole, som ligger i Ferentari, en af de fattigste og mest berygtede bydele i Bukarest. Andelen af romaer i området er formodentlig over 50 %, og kvarteret omtales konsekvent som en ghetto, hvor det er farligt at opholde sig for ikke-romaer.

Foto: Carsten Fenger-Grøndahl

De er i hvert fald utrolig venlige og imødekommende. Da Florin præsenterer os og nævner, at vi er fra Danmark, lyser en lidt kraftig ung mand op og hilser os med et 'goddag'. Herefter forklarer han på engelsk, at han har været i Danmark adskillige gange, fordi han som musiker har turneret rundt i Europa. Han har optrådt i både København, Hellerup og Hillerød, forklarer han, og synes godt om Danmark. Nu har han imidlertid droppet det omflakkende liv som turnerende musiker til gengæld for et fast job som musiklærer på skolen i Ferentari. I disse dage er han på skolen, fordi en gruppe børn og lærere er ved at forberede en lille forestilling, som de skal opføre den 8. april - på den internationale romadag. Vi bliver tilbudt at overvære elevernes forberedelser.

Musiklæreren og en anden mandlig lærer viser os vej op til et klasseværelse, som er udsmykket med landkort, ortodokse ikoner og børnetegninger af vinterlandskaber. Til venstre for tavlen står en synthesizer, som musiklæreren sætter sig ved. Den anden lærer, en høj, tynd mand med ivrige bevægelser, stiller sig op foran tavlen og holder en improviseret tale for os. Vi har sat os bagerst i lokalet ved et par af de små skolepulte, og Florin og hans kone, Monica, sidder ved siden af os og oversætter løbende. Læreren forklarer, at skolens vision er at give alle børn lige muligheder uansat social og etnisk baggrund.

"Mange af børnene i Ferentari kommer fra fattige familier, men alle skal have lige chancer i skolen. Her er både roma-børn og rumænske børn, og de går i samme klasser og leger sammen," siger han.

Som for at bevise sin påstand giver læreren ordre til, at de elever, som har romabaggrund, skal rejse sig op. Fire ud af de ti tilstedeværende elever rejser sig. De fire sidder blandet mellem de rumænske elever og ser ikke ud til at være beklemte over at skulle identificere sig som romaer. Vi synes, det virker en smule besynderligt, at læreren italesætter børnenes etniske baggrund så eksplicit. Men det er muligvis i sig selv en væsentlig pointe at tale direkte og åbent om etniske forskelle i et land, hvor etnicitet og kulturel identitet indtil Ceauceascus fald var reduceret til et spørgsmål om, at alle kunne og skulle være gode rumænske arbejdere. Desuden er roma-spørgsmålet her i Ferentari under alle omstændigheder konstant nærværende, så at se bort fra etnicitet er sikkert umuligt. Og måske er den positive italesættelse af romabørnenes etnicitet lige akkurat den modvægt til diskriminationen og fordommene, der skal til for at sikre, at de føler sig accepteret i skolen og ikke bliver mobbet af de øvrige elever? At der er ansat lærere med romabaggrund må også have en positiv effekt.

Læreren forklarer, at den forestilling, eleverne øver sig på, skal opføres på den internationale roma-dag, og formålet med den er at gribe tilskuernes hjerter og gøre dem forståeligt, at alle mennesker på tværs af etniske skel har et fællesskab.

"Man når ingen vegne uden kærlighed, og jeg elsker mine elever," forklarer læreren med stor patos.

Foto: Carsten Fenger-Grøndahl

Til trods for, at der ikke er sparet på patosen, og at det nærmest virker en smule pinligt på os, griber hele situationen os. De syngende børn, som tydeligvis nyder at være i skole midt i deres ferie. Lærerne, som ser ud til at behandle eleverne med udgangspunkt i, at de alle er børn med lige ret til skolegang. Og ikke mindst musiklæreren, som har opgivet en indbringende karriere til fordel for at arbejde med de fattige børn i Ferentari. Han spørger, om han som afslutning må spille en dansk sang til ære for os. Vi takker ja og nænner ikke at diskutere, hvorvidt Wonderful Copenhagen kan siges at være dansk.

Da de sidste toner fra synthesizeren er døet ud, bliver vi eskorteret ned på skoledirektørens kontor, hvor vi bliver budt på cola og en snak om løst og fast.

En ung pige, som er sekretær for skoledirektøren, fortæller, at hun i går så i tv-nyhederne, at en roma-pige var stukket af hjemmefra for at undslippe det ægteskab, som hendes forældre havde arrangeret for hende. Hun ville ikke giftes i så ung alder, fordi hun frygtede, at det ville ødelægge hendes muligheder for at gennemføre sin grundskoleuddannelse og læse videre. Hun boede nu på et krisecenter.

Florin tilføjer, at der også i Ferentari er eksempler på roma-børn, som bliver taget ud af skolen før de afsluttende eksamener i 9. klasse. Men generelt mener han ikke, at det skyldes, at forældrene er imod uddannelse.

"Det skyldes snarere, at forældrene er så fattige, at de ser sig nødsaget til at lade børnene arbejde. Andre holder næsten for enhver pris fast i traditionen for tidlige arrangerede ægteskaber. Der er eksempler på piger, som bliver gift allerede i ni-ti-årsalderen. Det er svært at lave om på. Men mange af pigerne ønsker forandring. De ved, at uddannelse er nødvendigt for at klare sig," siger han.

Set fra EU-kontorerne i Bruxelles og Strasbourg må barneægteskaberne være svære at forstå og acceptere. Men under vores besøg i en række roma-landsbyer virker det åbenlyst, at barneægteskaberne blot udgør en del af en social og kulturel praksis, som er svær at ændre, før der er oprettet blot et minimum af tillid mellem minoritet og majoritet. Det bliver ikke mindst tydeligt for os, da vores guide, en ung universitetsuddannet roma-kvinde, forklarer os, hvordan de tidlige ægteskaber kan spores tilbage til de 500 år, hvor romaerne i Rumænien blev holdt som slaver: "Dengang mente herremændene, at de havde ret til at være den første mand i alle slavepigers liv. Ved at gifte pigen bort, så snart hun kom i puberteten, kunne de undgå, at hun blev voldtaget af herremanden og skulle føde hans børn."

I dag foregår voldtægten af romaerne naturligvis på et langt mere subtilt niveau. Men det er ikke svært at forestille sig, at skolen - trods tilbud om modersmålsundervisning - i mange romaers øjne udgør en assimilationsmekanisme snarere end et integrationsfremmende tilbud.

Mange rumænere ved imidlertid intet eller meget lidt om slaveriet og om deportationerne af romaer under 2. verdenskrig. Som en roma-aktivist udtrykte det: De fleste rumænere ved intet om os udover at vi kom fra et eller andet sted i Indien, bosatte sig her uden at spørge om lov, og at de ikke kan komme af med os."

Mange rumænere anser desuden det lave uddannelsesniveau og forekomsten af barneægteskaber blandt romaer som et udtryk for en laverestående og statisk kultur eller ligefrem som et spørgsmål om genetiske tilbøjeligheder.

"De vil ikke uddanne sig. De vil hellere leve af kriminalitet. De vil hellere stjæle end arbejde. Det ligger i blodet," forklarede en ung universitetsuddannet kvinde fra Tirgu Mures os.

Vi opgav at diskutere med hende. Vi nævnte ikke slaveriet og deportationerne under 2. verdenskrig. Diskriminationen og afvisningerne. Eller de 100 elever ved den akademiske olympiade i Ciorogârla, som på trods af alt dette indgår i det rumænske samfund uden at skjule deres romabaggrund. Og som med stolthed og glæde synger de sidste strofer af romaernes nationalsang:

RUMÆNIENS ROMAER I BILLEDER BMW'erne og de døde børn. 2 billedserier om de fattigste og de rigeste romaer i Rumænien. Åben billedserie.. Gense billederne fra artiklen i en stort format i en samlet billedserie. Åben billedserie.. Læs flere artikler og se billedserier om Europas romaer. Reportage også fra Slovakiet, Tjekkiet, Frankrig, Kosovo, Makedonien og Spanien. Gå til oversigt.. Læs om romafolket og deres oprindelse og ankomst til Europa. Gå til siden "Europas romaer'.. Hør radioreportager fra hele Europa på dr.dk's tema om romafolket. Hør og læs mere www.dr.dk.. Bøger om emnet..

Ake vryama - ushti Rom akana,
Ame xutasa mishto kai kerasa.
Ay, Romale, Ay Chavale,
Ay, Romale, Ay Chavale.
(…Nu er tiden kommet - rejs dig roma,
vi vil rejse os og gode ting vil vi udrette.
Voksne roma, unge roma!
Voksne roma, unge roma!)

Hvis du vil henvise til denne artikel: