Ghettoliv i det nye EU

Halvdelen af Slovakiets romaer lever i ghettoer. Isoleret fra resten af befolkningen, ofte uden kloakering, gas og vand. De er lagt for had af borgerskab og borgmestre og mærker ikke meget til statens integrationsstrategier og projektpengene fra EU.

”Det her er den mest racistiske kommune i Slovakiet. Det er derfor, vi stadig bor her. Det bedste ville være at brænde landsbyen ned.” Den kraftige mand i skovmandsskjorten ser alvorlig ud, men har et glimt i øjet. Galgenhumor er et udbredt fænomen i de slovakiske roma-ghettoer. Forholdene er mange steder så usle, at indbyggerne ikke rigtig kan beslutte sig for, om de skal le eller græde. Trække på skuldrene i resignation og forsøge at se det fra den humoristiske side eller knytte næverne i vrede. Rudor, manden i skovmandsskjorten, veksler tilsyneladende mellem de to strategier. Han bliver lønnet af kommunen for at agere assistent for den socialarbejder, som har ansvar for de 700 beboere i en roma-bebyggelse uden for landsbyen Letanovce. Og Rudor tager sit job alvorligt. ”Folk kommer til mig med alle mulige problemer. Papirer fra kommunen, som de ikke kan læse. Familieproblemer og så videre. I går var jeg nødt til at få fat på en psykiater, for der var en kvinde, som havde forsøgt at slå sit barn ihjel,” fortæller han.

Foto: Carsten Fenger-Grøndahl

Bebyggelsen har ikke noget navn, det er bare ’roma-ghettoen bag Letanovce’, og Rudor har også en følelse af, at myndighederne helst vil glemme, at han og de andre indbyggere findes. Gennem mere end fem år har han jævnligt klaget til kommunen over de usle forhold. Stort set uden resultat. ”Vi har ingen elektricitet og gas. Men nu har vi da fået én vandpumpe til hele landsbyen. Før hentede vi vand fra en kilde oppe i skoven,” siger Rudor og peger op mod skovkanten. Der begynder en nationalpark, som kendes under navnet ’Det Slovakiske Paradis’. Det er også der, beboerne henter brænde til at tænde op i komfurerne. Og det er forbudt. Skoven er fredet, og ingen må fælde træer eller hugge grene af. Men beboerne i roma-landsbyen har ikke andre steder i nærheden at hente brænde. Så de ignorerer lovgivningen. For Rudor føles det som en hån, at den slovakiske stat udpeger nationalparker og bekymrer sig om naturbeskyttelse, når den ikke tager hånd om sine egne borgere. Det er derfor, han taler om at brænde bebyggelsen ned.

Foto: Carsten Fenger-Grøndahl

Den bebyggelse, Rudor bor i, hører til blandt de mest primitive og isolerede roma-ghettoer i Slovakiet. Ifølge den nyeste statistik, som er fra 2004, lever omkring halvdelen af Slovakiets cirka 320.000 romaer godt integreret i samfundet. Den anden halvdel bor mere eller mindre isoleret, i ghettoer i byerne eller i fattige forstæder, i særlige kvarterer i udkanten af landsbyerne eller i helt afsondrede landsbysamfund. Over 80 % af disse ghettoer har intet kloaksystem, næsten 60 % har ikke gas og over 35 % har ikke rindende vand. Til gengæld har ni ud af ti ghettoer elektricitet. Letanovce hører til et lille mindretal, som overhovedet ingen infrastruktur har, ikke engang en asfalteret vej.

”Vi vil bare gerne have lov at leve som alle andre. Det er det eneste, vi kræver. Men borgmesteren vil ikke give os noget. Vi måtte kæmpe længe bare for at få en vandpumpe. Borgmesteren påstod, at sådan en pumpe ikke kunne købes her i området. Så vi købte den selv med hjælp fra en rig slægtning. Så gik vi op til borgmesteren med den, og til sidst indvilgede han i at betale,” fortæller Rudor. Senere viser han os vandpumpen. Børn og voksne står i kø med baljer og plastikdunke for at hente vand til husholdningen, og pumpen ser ikke videre effektiv ud. ”Den skal repareres, men vi har ikke råd til reservedelene,” siger Rudor.

Foto: Carsten Fenger-Grøndahl

Ågerkarlene er også et velkendt fænomen i andre roma-ghettoer i Slovakiet. Og de uofficielle låneordninger er vokset i antal, siden en reform af socialsystemet blev gennemtrumfet omkring årsskiftet 2003/2004. De sociale ydelser blev beskåret med omkring en tredjedel, og det gik især hårdt ud over børnerige familier. I flere byer i det østlige Slovakiet var der opstande, hvor vrede romaer gik på gaden i protest, og internationale organisationer kritiserede de slovakiske myndigheder for at øge uligheden i landet. Men regeringen holdt fast, og ifølge regeringens særlige rådgiver i roma-anliggender, Klara Orgovanova, var det en rigtig beslutning. ”Det er nødvendigt med reformer, også på socialområdet,” siger hun, da vi møder hende på hendes kontor i Bratislava. ”Men,” tilføjer hun, ”reformen var ikke særlig menneskelig mod de her fattige mennesker. Mange romaer fik beskåret deres indtægter med en tredjedel, og de fleste har jo ingen opsparing i banken eller noget.”

Hun erkender også, at nedskæringerne af de sociale ydelser medvirker til at skabe nye roma-ghettoer. ”De sidste par år, især efter socialreformen, har vi fået større og større problemer med roma-ghettoer i de større byer. Romaer, som ikke kan betale deres husleje eller elregning, bliver smidt ud af deres boliger, og så bliver de samlet i nogle bestemte boligområder,” siger Klara Orgovanova.

I Presov, en større by i det østlige Slovakiet, er der opstået en ny ghetto. Her besøger vi et stort boligkompleks, som er opført for ganske få år siden, men allerede ser nedslidt ud. Der er stort set ikke en hel rude tilbage i trappeopgangene, og svalegangene og gården flyder med knuste flasker, brugte bleer og plastikposer. Langt over 90 % af beboerne er romaer, og ifølge Michal, en mand i midten af 30’erne, der organiserer fritidsaktiviteter for bebyggelsens børn, er det langtfra alle beboerne, der er dårlige betalere.

”Officielt skulle det her sted kun være for folk i social nød og dårlige betalere. Og det skulle være for både romaer og ikke-romaer. Men tilsyneladende skiftede myndighederne mening. Der er stort set kun flyttet romaer ind, og det er blandt andet romaer, som har været dårlige betalere, men også folk, som har levet helt normalt og haft orden på deres økonomi. En masse familier blev nærmest tvunget til at flytte hertil, fordi de fik at vide, at der var risiko for, at de huse, de boede i før, kunne styrte sammen. Men da de havde forladt husene, blev de bare moderniseret, og nu bor der en masse hvide familier,” siger Michal og retter på sit lange, bølgede sorte hår. Han sidder i sofaen i sin lejlighed og ryger. Han er rolig og afslappet. Smiler af og til et blegt smil. Hvis han er vred, skjuler han det godt. Men hans ordvalg signalerer frustration. ”Da jeg flyttede ind her, troede jeg, det var et godt sted. Jeg var glad for at få en rigtig lejlighed til min lille familie. Men nu føler jeg mig snydt. Det hele er ved at falde fra hinanden,” siger han og peger op i loftet, hvor en plade har løsnet sig og truer med at falde ned og ødelægge de billige porcelænsfigurer i reolen.” I sidste uge malede jeg væggene i køkkenet. Jeg var lige blevet færdig, så begyndte loftet også at falde ned der,” siger han. ”Og væggen i badeværelset er revnet. Det ringede jeg til kommunen og klagede over, og så kom der en håndværker og reparerede det. Men jeg synes ikke, det er godt nok. Nu har jeg sagt til boligselskabet, at hvis de ikke vil overholde deres forpligtelser som udlejere, vil jeg ikke overholde mine forpligtelser som lejer. Så holder jeg op med at betale min husleje,” siger Michal og løfter sin toårige søn op på skødet. ”Jeg er bange for, at mine børn kommer i dårligt selskab. Det er det værste ved at bo her. Der er mange dårlige familier her, alkoholikere og kriminelle, og jeg vil ikke have, at mine børn bliver påvirket af dem,” siger han.

Men er problemet kun, at der er så mange familier med sociale problemer samlet på ét sted, eller er den høje koncentration af romaer også et problem?, spørger vi. ”Det er også et problem, at her næsten kun bor romaer. Når jeg skal opgive min adresse, ved jeg, at folk stempler mig med det samme. Alle forbinder det her sted med noget dårligt, fordi der bor så mange romaer,” siger han. Og tilføjer, at han er sikker på, at kommunen bevidst har skabt en roma-ghetto. ”De ønskede at rense byen for romaer, og samtidig ville de gerne af med dem, der ikke betalte deres regninger. Jeg ved ikke, hvad kommunens rationale er. Jeg kan ikke se nogen fornuftige grunde til at isolere romaerne. Men måske er det for at have os under kontrol. Hvis der sker en forbrydelse, så tænker de, at det må være en roma, og så kan de sende politiet herud. Det er vel nemmere for alle på den måde,” siger Michal med et skævt smil.

Ser han ingen mulighed for at slippe væk fra ghettoen?, spørger vi. ”Det kan ikke lade sig gøre, medmindre man kan spare op til en lejlighed. Og hvordan skal man kunne det. Næsten ingen her har jo arbejde. Nogle få arbejder sort, men lønnen er så ringe, at det næsten ikke gør nogen forskel. Så det er svært at komme herfra. Der er faktisk kun en måde – det er at vente længe nok. Så kommer man ud, når man skal begraves. Kirkegården ligger lige derude,” siger Michal og peger om bag boligblokkene.

Bagefter udpeger han det sted, hvor kommunen har planer om at opføre en mur, eller en barriere, som borgmesteren kalder det. Barrieren skal afgrænse roma-ghettoen på en side og skal tilsyneladende opføres for at stille de pæne borgere i nabokvarteret tilfreds. ”De vil kun bygge muren på én side, nemlig ind mod det kvarter hvor der bor pæne, hvide familier i enfamiliehuse. Beboerne i det pæne kvarter har klaget over, at der er børn herfra, som løber derind og laver ballade. Det er også rigtigt nok. Men det er jo ikke så underligt. Der er alt for mange børn samlet på ét sted her. Og jeg kan ikke lide tanken om en mur. Hvis kommunen får lov at bygge den, kan det jo fortsætte, til der er bygget mure hele vejen rundt, og vi er lukket inde her. Så vil der kun være en udgang, og så kan de sætte en politimand på vagt, der bestemmer, hvem der må gå ind og ud,” siger Michal.

Michal kan ligesom alle andre i Slovakiet huske, da borgmesteren i den tjekkiske industriby Usti nad Labem i 1998 besluttede at opføre en fire meter høj mur, som skulle beskytte byens pæne borgere mod romaerne i et af byens fattige kvarterer. De pæne borgere havde klaget over, at romaerne var kriminelle, lugtede og larmede. Romaerne var stort set alle arbejdsløse og var blevet tvunget til at flytte ind i de gamle boligblokke, fordi de ikke kunne betale deres husleje andre steder i byen. De fleste af børnene gik i specialskoler, og forældrene fortalte, at de rige borgere råbte efter både dem og deres børn på gaden. Medier i store dele af Europa rapporterede om sagen, og menneskerettighedsorganisationer og politikere lagde pres på Tjekkiets regering og borgmesteren i Usti nad Labem. Planerne om en mur blev reduceret til et 1,8 meter højt ’hegn’ af mursten, som håndværkere begyndte at opføre. Kvarterets romaer forsøgte at forhindre arbejdet, men muren blev opført under politibeskyttelse, og sagen er siden blevet set som et eksempel på, at det lokale selvstyre reelt forhindrer nationale minoritetspolitikker i at blive gennemført.

Kumar Vishwanathan, som er leder af en menneskerettighedsorganisation i Tjekkiet, har siden 1997 arbejdet på at forbedre romaernes forhold. Og han anser de lokale myndigheder i dele af både Tjekkiet og Slovakiet for at være den største forhindring for reel etnisk ligestilling. ”Der bliver vedtaget fine love og handlingsplaner på nationalt plan, men der er ingen mekanismer, som sikrer, at det bliver implementeret på lokalt plan. Problemet er, at i kommunalbestyrelserne kan der sidde meget ekstreme politikere, og man bør begrænse deres muligheder for at handle i strid med tjekkisk politik. Selv de mest højreekstreme politikere har brug for penge, så det kunne være en ide at lade en del af midlerne til socialt arbejde afhænge af, hvilken politik kommunen fører. Man kunne lave en regel, der siger, at ’hvis I vil have penge, må I indrette jer efter de nationale strategier’. Selv de mest højreekstreme politikere skal jo have budgettet til at hænge sammen,” siger han og fortæller, at han for øjeblikket er engageret i en sag i byen Bohumin ikke langt fra industribyen Ostrava. ”Der er et gammelt hotel, hvor de fattigste romaer har boet til leje på midlertidige kontrakter. Nu har kommunen opsagt deres lejemål og vil tvinge dem ud, selv om de ikke har noget sted at gå hen. Man sætter dem reelt på gaden og misbruger den situation til at fjerne deres børn fra dem. Og formålet er at bygge det gamle hotel om til luksuslejligheder,” siger Kumar Vishwanathan med vrede i stemmen.

Men handler det om racediskrimination eller om en hård socialpolitik? ”Det er svært at bevise, at det her handler om racediskrimination. Personligt er jeg ikke i tvivl om det. Men det foregår indirekte, under overfladen. I flere kommuner har man for eksempel indført særlige boligregler, der betyder, at man skal have boet i kommunen i tre år for at få ret til en af kommunens boliger. Det er ikke på papiret en racistisk lov, men den rammer romaer hårdest, fordi mange romaer ikke har papir på deres boliger,” forklarer Kumar Vishwanathan og tilføjer: ”De fattige romaer er de uønskede i dette land, og myndighederne ydmyger deres egne borgere for at slippe af med dem. Det er en epidemi i hele landet. Der er meget få kommuner, der virkelig gør noget for at integrere romaerne.”

Kun få borgmestre i Tjekkiet og Slovakiet vil vedkende sig en roma-fjendtlig politik. I Presov har borgmesteren bedyret, at den planlagte barriere ikke er et forsøg på at isolere romaerne fra resten af byen. Det er tværtimod en naturlig barriere, der har været en del af byggeplanen helt fra starten, og EU har endda givet penge til opførelsen af byggeriet. At opføre muren er blot et spørgsmål om at gennemføre det EU-betalte projekt, har borgmesteren forklaret i de lokale medier. Michal tror ikke på ham. ”Resten af byggeriet stod færdigt for over tre år siden. Hvorfor begynder de så først at tale om muren nu?” spørger han.

Den slovakiske regerings særlige rådgiver i roma-anliggender, Klara Orgovanova, erkender, at situationen i Presov ikke er ideel. Men hun tror, at det kan lykkes at finde en god løsning på konflikten. ”Jeg har talt med borgmesteren, og han har forklaret mig baggrunden for det her, at nogle af byens borgere, som lever tæt på dette boligområde, har kontaktet ham og vil have ham til at gøre noget. De har klaget over, at der er kriminalitet, at de bliver generet af romaerne, og de har lavet en underskriftsindsamling. Borgmesteren har sagt ’okay, vi vil gøre noget’. Og han har sagt, at de vil opføre en form for mur. Men det vil ikke blive en rigtig mur. Det vil blive en form for adskillelse af de to boligområder,” siger hun.

Men hun erkender, at det ofte er et problem, at lokalpolitikere ligger under for et folkeligt pres i retning af at diskriminere romaerne: ”På nationalt, statsligt niveau, er der lavet en masse gode ting. Vi har en national strategi for integration af romaer, med delstrategier for de enkelte områder – undervisning, bolig osv. Men ofte ved de lokale myndigheder og borgmestrene ikke, hvordan de skal bruge de instrumenter, der findes, og nogle gange ønsker de ikke at bruge dem. Det er, som om de mener, at det bedre kan betale sig for dem, hvis situationen i ghettoerne bliver værre, for så kan det jo være, at romaerne forsvinder, at de forlader stedet. Hvis de derimod gør forholdene bedre, kommer der romaer rejsende til fra andre steder. Det tiltrækker simpelthen flere romaer, hvis der bliver lavet et godt boligprojekt eller lignende,” siger Klara Orgovanova og understreger endnu engang, at der på nationalt niveau er sket mange positive ændringer.

Men er de ændringer så sket, fordi der er et reelt ønske om at forbedre romaernes forhold, eller på grund af pres fra EU?, spørger vi. ”Begge dele, tror jeg. Men jeg tror ikke, at der findes noget land i verden, hvis regering af hjertet ønsker at gøre noget for romaerne. Det er altid et spørgsmål om politisk pres, politiske instrumenter, penge, lobby-virksomhed…Derfor er det så vigtigt, at civilsamfundet i de her lande bliver styrket, at romaerne organiserer sig.”

Det er Kumar Vishwanathan enig i. Og EU bør lade romaerne blive repræsenteret i de institutioner, hvor beslutningerne tages, mener han: ”Måske skal romaerne have en særlig kommissær på europæisk plan, som kan tage deres forhold op. Det er Europas største minoritet, og mange steder har de værre forhold end slumbeboerne i Indien. I Indien er det i det mindste aldrig minus 25 grader, men her dør folk af kulde om vinteren. Jeg har lige hørt, at der er tilfælde af tuberkulose blandt romaer i de slovakiske ghettoer,” siger han. Og han understreger, at det ikke kun er de nye EU-lande, der behandler romaerne dårligt. ”Problemet er jo, at romaerne også har det dårligt i mange gamle EU-lande. Så de nye og gamle lande har en fælles interesse i ikke at tale om problemerne.” Menneskerettighedsorganisationer i Europa bekræfter Kumar Vishwanathans vurdering. I løbet af foråret og sommeren 2005 er både i Italien, Grækenland, Serbien, Bulgarien og Ungarn eksempler på, at lokale myndigheder tvinger romaer ud af deres boliger uden at sikre dem tag over hovedet andre steder.

SLOVAKIETS ROMAER I BILLEDER Udkanten af EU. 2 billedserier om 2 af Slovakiets romaghettoer på landet med flere billeder fra romaghettoen ved Letanovce som beskrives i artiklen. Åben billedserie.. Gense billederne fra artiklen i en stort format i en samlet billedserie. Åben billedserie.. Læs flere artikler og se billedserier om Europas romaer. Reportage også fra Rumænien, Tjekkiet, Frankrig, Kosovo, Makedonien og Spanien. Gå til oversigt.. Læs om romafolket og deres oprindelse og ankomst til Europa. Gå til siden "Europas romaer'.. Hør radioreportager fra hele Europa på dr.dk's tema om romafolket, hør bl.a. indslaget 'Ghettoerne - ikke kun fattigdom'. Hør og læs mere www.dr.dk.. Bøger om emnet..

I Letanovce sætter Rudor dog stadig sin lid til de gamle EU-lande. ”Hvis jeg havde penge til at rejse herfra, ville jeg tage væk, rejse til England, tror jeg. Da vi skulle stemme om Slovakiets optagelse i EU, anbefalede jeg også alle herude at stemme ja,” siger han. Efter en lille tænkepause tilføjer han: ”Men nu er folk utålmodige. De kan ikke mærke nogen forskel, efter at vi er blevet medlem af EU.”

Hvis du vil henvise til denne artikel: