Flamencodansere og helt almindelige mennesker

Frie, fyrige kvinder og livsglade mandlige musikanter. Mange spaniere er fascineret af romaerne, som de forbinder med flamenco og stærke familiebånd. Men ikke alle romaer er glade for at blive sammenlignet med figurer fra musikkens og litteraturens verden.

Foto: Carsten Fenger-Grøndahl

Så sætter guitaristen og trommeslageren i med hvert deres rytmiske akkompagnement. Danserindens trin, guitarakkorderne og trommens dumpe lyd strømmer imod. Lyd, lys og lugt smelter sammen og omslutter os og fylder os med en følelse af at være vidner til noget magisk. Et lidenskabeligt optrin, vi ikke helt forstår, men som drager os mod sig.

”Dansen er mit liv. Det er umuligt for mig at adskille den fra resten af tilværelsen,” siger danserinden bagefter, da vi spørger hende, hvad flamenco betyder for hende. Hun har stadig sin røde og sorte flamenco-kjole på, og hele hendes krop sitrer efter dansen. Det er, som om flamencoen har bemægtiget sig hendes krop og kun modstræbende forlader den, mens hun tager dybe sug af en tynd cigaret og drikker store slurke af det glas rødvin, hendes mor har sat foran hende.

Violeta Ruiz er en feteret flamencodanserinde, født og opvokset i den andalusiske by Granada, hvor hun også bor i dag, og samtidig en kosmopolit, som rejser Europa og Nordafrika tyndt med sit band. Den 27-årige romakvinde har danset flamenco, så længe hun kan huske. Hun har modtaget undervisning, siden hun var syv år, og som 15-årig stod hun første gang på en scene foran et stort publikum. Siden har hun levet af at danse. Og elsker det.

”Jeg voksede op i et romamiljø, hvor flamenco fyldte meget, og fra jeg var lille, ville jeg bare være en del af den verden,” fortæller hun.

Vi møder hende på en restaurant i Granada, som hendes forældre åbnede for mange år siden, og som hendes mor har drevet alene, siden Violetas far døde sidste år. Hver søndag eftermiddag optræder Violeta med sit band for et begejstret lokalt publikum. I Granada, hvor der er en stor minoritet af romaer, er der snesevis af sådanne steder, restauranter, barer og pub’er, hvor store og små flamencostjerner underholder. Mange af dem er romaer, eller gitanos, som de spanske romaer kalder sig. Og det er faktisk dem, der har opfundet flamencoen.

Den specielle kunstart opstod her, i det multietniske i Andalusien for flere hundrede år siden. Og musikeksperter og forskere mener, at de kan se spor af romaernes indiske oprindelse både i den temperamentsfulde dans og den klagende sang. Blandt andet menes det karakteristiske fod- og håndarbejde at have rødder i nordindisk kathak-dans.

Romaernes tætte forbindelse til flamencoen fascinerer mange mennesker – både etniske spaniere og turister fra andre europæiske lande, og når Violeta i løbet af ugen optræder på restauranter og barer, hvor publikum især er turister, ved hun godt, at mange af dem kommer for at få en oplevelse af ægte andalusisk folklore. Måske kommer de endda i håb om at se ‘en rigtig sigøjnerkvinde’, en fyrig og forførende Carmen som hende, der har hovedrollen i George Bizets berømte opera af samme navn.

Foto: Carsten Fenger-Grøndahl

Blandt forskerne er der udbredt enighed om, at flamenco aldrig var opstået i Andalusien uden romaernes tilstedeværelse. Uenigheden opstår, når forskerne skal forsøge at afgøre, om flamenco er udtryk for ‘autentisk romakultur’, eller om den snarere bør karakteriseres som et blandingsprodukt med elementer af andalusisk folkemusik og arabisk og jødisk musik. Blandt romaer tager diskussionen ofte en lille drejning og handler især om, hvorvidt romaerne alene på grund af deres etnicitet og historie har særlige forudsætninger for at blive dygtige flamenco-kunstnere. For Violeta er det spørgsmål imidlertid ikke så vigtigt. ”Flamenco er opstået blandt andalusiske romaer, og der er mange romaer blandt de store flamencokunstnere. Men det betyder ikke, at romaer har patent på flamenco,” siger hun med henvisning til sit eget band, som består af en forsanger og en guitarist, der begge er romaer, og en percussionist, der er halvt gitano, halvt payo, ikke-roma. Og selv om Violeta på den måde har direkte adgang til at sammenligne romaer og ikke-romaers evner som flamenco-kunstnere, har hun ikke noget klart svar på, om romaer kan noget særligt med flamenco. ”Alle udtrykker sig forskelligt gennem flamenco, og romaernes udtryk er ikke nødvendigvis bedre end payoers; det er bare anderledes,” siger hun.

Det er dog langtfra alle spanske romaer, der deler Violetas pragmatiske forhold til flamencoens historiske og kulturelle forankring. For mange gitanos er flamencoen en væsentlig del af deres folks kulturarv, og de forsvarer den med næb og kløer. En af dem er Melchior Cordoba, en midaldrende flamenco-guitarist, som vi møder på en solbeskinnet plads i Granadas gamle arabiske kvarter, Albaicín.

Foto:
Carsten Fenger-Grøndahl

Den pludrende lyd af et springvand og spredt hundeglammen blander sig med knallerternes pubertære brølen og overdøver næsten hans stemme. Kvarteret er beboet af kunstnere, intellektuelle og rige udlændinge, og huspriserne har taget en himmelflugt i løbet af de seneste årtier. Idyllen i de smalle gader, hvor blomstrende buske kaster bevægelige skygger på de hvidkalkede mure, er rent guf for romantiske sjæle og karrieremennesker med hang til et stille refugium i historiske omgivelser. For Melchior Cordoba er Albaicín imidlertid først og fremmest et hjem, som hans identitet som roma er stærkt knyttet til. Han er vokset op i udkanten af kvarteret i en hule uden vand og el, og hans karriere som flamencokunstner begyndte, da hans far pressede ham til som 10-årig at synge for det overklassepublikum, der var begyndt at besøge kvarteret for at få indblik i det ’autentiske liv’ blandt romaerne. Melchior Cordoba begyndte at optræde, og de sange, han optrådte med, handlede om en fattigdom, han forstod. Han havde mærket den på sin egen krop. ”Det var en økonomisk nødvendighed, at jeg supplerede familiens indtægter. Jeg optrådte ikke af glæde, men fordi det var nødvendigt, og i begyndelsen var det svært, for jeg var et genert barn,” husker han.

Men hvad med alle de romaer, der er født med en sølvske i munden og ikke behøver at synge for at overleve? Hvordan kan de have en særlig adgang til flamencoens lidelsesfyldte udtryksform, spørger vi ham. ”Det er lige meget, om man er rig eller fattig. Romaer synger anderledes end payo. Som regel har romaer en særlig hæs stemme, som rammer publikum med en særlig intensitet. Det skyldes vores kollektive erindring som etnisk gruppe,” lyder Melchior Cordobas svar.

Hvis denne kollektive erindring findes, handler den, som Melchior Cordoba antyder, om lidelse og smerte. Overalt er romaerne blevet marginaliseret, udstødt og forfulgt. De er blevet mistænkt for djævelskab og sort magi, for børnebortførelser, blasfemi og landsforræderi. Men sideløbende hermed er de blevet portrætteret som eksotiske, smukke og livsglade, som et frihedens folk, der har formået at holde fast i livets basale glæder. I Spanien har denne dobbelte stereotyp været stærkere end nogen andre steder i Europa. Her har billedet af de tyvagtige sigøjnere eksisteret side om side med billedet af det frie folk, der frister en tilværelse på kanten af samfundet og samtidig beriger det med sin musik og livsglæde. Spanierne har i lige mål afvist sigøjnerne og været fascineret af deres kulturelle udtryksformer og deres livsstil.

Spaniens nok mest berømte forfatter, Federico García Lorca (1898-1936), var for eksempel dybt fascineret af andalusisk folklore og af de andalusiske romaers kultur. Han boede i Andalusien det meste af sit liv og omgikkes romaerne, lyttede til deres sang, iagttog deres dans og lærte deres myter og fortællinger at kende. Han tabte sit hjerte til flamencoen og gjorde mere end nogen anden en indsats for at åbne spaniernes øjne for dens kraftfulde skønhed. I 1922 arrangerede han sammen med en spansk komponist en konkurrence for flamencosangere i Granada, og på den måde var Lorca med til at gøre flamencoen kendt og anerkendt både inden for og uden for Spaniens grænser.

Det er mange af nutidens flamencokunstnere dybt taknemlige for. Blandt andre Violeta Ruiz. ”I gamle dage blev flamencodanserinder opfattet som letlevende kvinder, og flamenco blev ikke anset for at være kunst. Det blev opfattet som noget, der dyrkedes af romaer eller af en lav socialklasse, som levede i udkanten af samfundet,” siger hun. ”Først et stykke oppe i 1900-tallet begyndte andalusierne at se anderledes på flamenco. Det skete, da der kom rejsende fra andre lande, som blev interesseret i flamenco og derefter forsøgte at kopiere den i deres hjemlande.”

Snart strømmede almindelige spaniere fra det pæne borgerskab til flamencobarerne for at få et kig ind i en ukendt verden. Her søgte de inspiration til kunstneriske udfoldelser eller fik sig en smagsprøve på det ‘autentiske’ og ‘eksotiske’ folkeliv. Flamencoen blev anerkendt i bredere kredse, men at det var romaernes fortjeneste, at den fandtes, gled snart i baggrunden.

I 1939 efter den spanske borgerkrigs afslutning kom diktatoren Franco nemlig til magten, og han brugte ganske vist flamenco til at promovere Spanien udadtil, men han anerkendte ikke, at flamencoen var en særlig roma-kunstart opstået i Andalusien og præget af den andalusiske kultur. Franco-styret knyttede nogle af landets dygtigste flamencokunstnere til sig og brugte dem til at promovere Spanien over for omverdenen.

”Franco havde brug for flamencoen og tyrefægterne og alt det andet folkloristiske for at forklare det demokratiske Europa, at Spanien var så anderledes, at det ikke havde brug for den europæiske form for demokrati,” forklarer antropologiprofessor Gunther Dietz. Han er ansat på universitetet i Granada og har i mange år forsket i regionale og etniske identitetsdannelser med fokus på Andalusien. ”Der opstod en form for roma-aristokrati, som levede højt på Francos kulturpolitik. Det fik privilegier, penge og prestige, men måtte til gengæld pakke den etniske identitet langt væk og droppe de socialkritiske sange fra repertoiret. For Franco var flamenco noget spansk; der var ikke plads til etniske minoritetskulturer, regionale identiteter eller kritik af magten,” siger han.

Selv om romaerne efter Francos fald har fået flere rettigheder og bedre muligheder for at organisere sig i kulturelle og etniske foreninger, er det stadig ikke lykkedes dem at vriste flamencoen løs fra det greb, Franco havde om den. I dag er det blot andalusierne, ikke centralregeringen, der har et godt tag om romaernes kulturelle arv og bruger den til sit eget formål, forklarer Gunther Dietz.

”Spanien er i disse år præget af en stærk bevægelse af regionalisme. De forskellige landsdele forsøger at opfinde eller genopfinde deres karakteristika og fremhæve dem på bekostning af den fælles-spanske identitet, som Franco-styret var repræsentant for. I Baskerlandet og i Catalonien finder de nationalistiske bevægelser deres rødder i middelalderlige traditioner, litteratur osv. I Andalusien opdager man pludselig, at den folkelige romakultur, flamencomusikken osv., er en del af andalusisk kultur. Den andalusiske regionsregering har i de sidste år gjort meget for at pege på de kulturelle ligheder mellem andalusisk folkekultur og romakultur. De kan simpelthen se en gevinst i at gøre romakulturen til deres.”

I turistbrochurerne præsenteres flamencodansere og paella side om side, men kun få steder nævnes det, at flamenco er romaernes opfindelse. En del andalusiere identificerer sig ligefrem så meget med flamenco, at de forsøger at inkorporere romaernes kultur i deres egen identitet, forklarer Gunther Dietz: ”Når man taler med folk i Andalusien, udtrykker de ofte en følelse af, at ’hvis jeg graver dybt nok i min identitet, så er jeg også roma, så er jeg også gitano’.”

Men hvordan ser romaerne selv på andalusiernes fascination af deres kultur? Nogle opfatter det som en anerkendelse af, at de som etnisk gruppe har bidraget positivt til det andalusiske samfund. De ser det som en gevinst at blive inkluderet i en fælles-andalusisk identitet på lige fod med andre etniske grupper. Andre romaer protesterer. De opfatter den folklorebegejstrede middelklasse som hyklere, der sidder i deres pæne hjem og hylder romaernes frie, fattige liv uden selv nogensinde at risikere noget eller gøre sig erfaringer med romaernes ofte hårde tilværelse. Nogle romaorganisationer beskylder ligefrem andalusierne for at snylte på dem, fordi de selv mangler folkelig kultur, de kan bruge til deres identitetspolitiske formål.

Andre igen ønsker først og fremmest, at billederne af de livsglade sigøjnere, der forsøder deres egen og andres tilværelse med fyrig flamenco, vil blive nedtonet – både af romaer og andre spaniere. Især for nogle romakvinder kan det være ubehageligt at blive associeret med de stereotyper, der er forbundet med flamencoen, og som bliver reproduceret i film og litteratur.

”Det er måske nok positive stereotyper, men de kammer også tit over i noget negativt. Nogle tror, at romaer danser og fester hele dagen og aldrig arbejder, og de tror, at kvinderne har så stor seksuel frihed, at de går i seng med hvem som helst. Sådan er det selvfølgelig ikke,” som en 30-årig romakvinde fra Sevilla udtrykker det. Hun hedder Carmen Silva, og ligesom operaens Carmen bor hun i Sevillas Triana-kvarter, hvor der gennem 1800- og 1900-tallet er blevet udklækket et væld af flamencostjerner. Men Carmen Silva vil ikke være flamencostjerne. Hun vil være jurist og er derfor gået i gang med at studere jura på universitetet. Hun er stolt af at være roma og vil gerne stå ved sin baggrund, men hun vil selv være med til at definere, hvad det vil sige at være roma.

De samme gælder en 28-årig romakvinde, som vi møder i Barcelona-forstaden Sabadell. Hun er ansat i et storstilet projekt, hvor romakvinder får uddannelse og erhvervstræning, og den 28-årige kvinde har til opgave at arrangere kurser og finde praktikpladser til kvinderne. Af og til møder hun modstand – både hos arbejdsgiverne og hos kvindernes ægtefæller. Men den 28-årige kvinde giver ikke op, og hun kender mange succeshistorier om romakvinder, der har fået uddannelse og arbejde og er med til at rykke ved billederne af, hvad det vil sige at være roma. Blandt andet viser hun os en brochure for en ny uddannelse til konferenceassistent, som en gruppe romakvinder har gennemført. Med den uddannelse i bagagen kan de få job på hoteller og konferencecentre.

”Vi træder ind i det 21. århundrede som kvinder og romaer. Vi mister ikke vores identitet, men vi forandrer os ligesom den verden, vi er en del af,” siger hun stolt.

Og der er god brug for den slags nye uddannelser og erhverv, for de færreste romaer kan leve af at danse flamenco. Kun omkring 5-15 % af de ca. 600.000 spanske romaer er i dag beskæftiget inden for kunstneriske eller kunstrelaterede erhverv som antikvitetshandlere, kunsthåndværkere eller musikere, og der er næppe plads til mange flere på flamencoens og kunstens scene. Uden for Andalusien bor de fleste romaer koncentreret i store byer som Madrid, Barcelona, Valencia og Zaragoza, hvor mange lever i socialt boligbyggeri eller slumkvarterer. Størstedelen af romaerne her arbejder som skrotsælgere, gadesælgere eller i sæsonbetonet arbejde i landbruget. Disse erhverv er dog blevet trængt i de senere år, hvilket har forårsaget høj arbejdsløshed, og især kvinderne er derfor begyndt at søge over i andre erhverv, især inden for social- og sundhedssektoren.

SE BILLEDESERIE OG LÆS MERE Gense artiklens billeder i stort format i en samlet billedserie om romaernes flamenco. Åben billedserie.. Læs flere artikler og se billedserier om Europas romaer. Reportage også fra Rumænien, Slovakiet, Tjekkiet, Frankrig, Kosovo og Makedonien. Gå til oversigt.. Læs om romafolket og deres oprindelse og ankomst til Europa. Gå til siden "Europas romaer'.. Hør radioreportager fra hele Europa på dr.dk's tema om romafolket, hør bl.a. indslaget 'Religion og kultur'. Hør og læs mere www.dr.dk.. Bøger om emnet..

Og også blandt de, der allerede har en karriere inden for kunstens verden, er der forandring på vej. Det er Violeta Ruiz et eksempel på. Selv om hun blandt andet lever af turisternes forestillinger om de sensuelle flamencodansende sigøjnerkvinder, lader hun sig ikke diktere af publikums forventninger. Det er hendes kunstneriske ambitioner, der styrer karrieren.

”Jeg eksperimenterer meget med min dans. For eksempel har jeg arbejdet sammen med en baskisk kunstner, hvor vi brugte baskiske folkesange sammen med flamenco. Det er nok ikke lige det, folk forventer, hvis de tror, at de skal se en rigtig Carmen danse,” smiler hun.

Foto: Carsten Fenger-Grøndahl

 
 

Hvis du vil henvise til denne artikel: